fredag den 29. december 2023

Europaplads


 Europaplads - der er mange retriller i sådan en jakke, men heldigvis er den nu blevet færdig. Det er en fin model af Susie Haumann fra bogen "Strik til Vinter".

Med alle de retriller er modellen også rigtig god at have med til socialt strik, jeg kan bare strikke løs og snakke og grine. 

Jeg fulgte alle anvisninger og mål på opskriften og har brugt 408 gram Isager Tweed.


mandag den 18. december 2023

Esthers fætter

 Jeg har allerede strikket en peacocksweater til niecebarnet Esther, men da nevøbarnet Gry har fået 2 ting virkede det ikke helt retfærdigt, så jeg kiggede lidt på huer og cowls og lignende. garnet skulle være fra lagret.

Jeg faldt over huen Fætter fra .... af Susie Haumann og den er strikket i Filcolanas Peruvian Highland uld og det har jeg på lager. Jeg fandt en flot pink til bundfarven og lidt sort til lidt af mønstret. ;-) De ved jo ikke hvor højt mønstret skal gå op!! ;-)

Det var godt at jeg ikke skulle strikke så meget mønster for jeg fik ondt i albuen. Da jeg stoppede med at strikke mønstret forsvandt smerterne, jeg må holde lidt underligt på det.

Der var ikke helt nok i de 50 gram til bundfarven, måske fordi jeg ikke strikker mønster hele vejen op ad huen (Jeg ved ikke om man sparer garn i bundfarven når man strikker flerfarvet - der er jo en tråd bagved). Det betød at de sidste småbitte omgange blev strikket med sort og da pomponen også skulle være sort tænkte jeg at det nok skulle gå - og det
synes jeg at det gør.

Forbrug: 

50 gram pink Peruvian

12 gram sort Peruvian.

torsdag den 14. december 2023

Lillebjørn-elefanthue til lillebror

 Jge har tit kigget på elefanthue-version af lillebjørnhuen. Den første Lillebjørnhue har jeg strikket et par stykker af til Else. Nu skulle lillebror også have en (specielt da Inger ser så lille ud)

Da jeg var i Garn10 i november stod den, som et fint lille kit i den smukkeste isblå farve. Det kom med hjem.

Og der gik ikke længe så var den på pindene og det gik derudaf. Bag på huen skal man sy sammen med maskesting, som man også tit skal på sokker. 

Men det kan jeg ikke gøre pænt, så jeg strikker det sammen.

Hver side på hver sin pind, vrangen udaf, hold pindene sammen og med en 3. pind strikkes 2 masker (en fra hver pind) sammen. Når det er gjort 2 gange trækkes første maske over den anden og så fremdeles. 






fredag den 8. december 2023

Julepynt - guirlande og små sokker

 Bare for at deltage i et par samstrik og fordi det er fint. Bogen med opskriften til guirlanden har jeg haft længe uden at bruge den.

De små sokker er strikket af resterne det røde Gazzal Happy Feet jeg fik fra ByKiilerich på luksusstrikkeweekenden og jeg brugte i alt 12 gram - 40 m.

Opskriften fik man ved at skrive sig op til nyhedsbrev hos KnitByHeart.

Jeg strikkede så også guirlanden både for at deltage i samstrikken "vistrikkerjul2023" og "strikpyntmedkæruldogbrix".
 Som nævnt er opskriften fra bogen Strikkede striber jul. af Pernille Fisker og Helene Jensen. Jeg købte bogen da den blev udgivet i 2012 og endelig fik jeg strikket noget fra den.

Jeg har strikket i dobbelt supersoft og brugt 14 gram rød og 10 gram hvid. Der er lige mange ringe, så jeg kan ikke gennemskue forskellen i garnforbruget.

 



 

tirsdag den 28. november 2023

Lille Peacock til Esther

 Esther har fået meget hjemmestrik og plejer at få lidt til jul. Denne gang var der ikke lige noget oplagt, så jeg kiggede i mine bøger og fandt Lille Peacock, som jeg synes er sød og overskuelig. Jeg har strikket en til barnebarnet på et tidspunkt.

På instagram kan man søge på #EsthersKasse, så dukker der en del op.

Jeg valgte at købe garnet fra opskriften og så hjalp det også til at få gratis porto på mit Lantern Moon-pindesæt.

Jeg brugte 164 gram Sandnes KOS til str. 8 år.



fredag den 24. november 2023

Pøt strømper

 Da Jaffelaf lagde sine Pøt Strømper op på Instagram købte jeg straks opskriften, jeg synes det enkle mønster var så fint.

Jeg havde en stor rest efter et par pulsvarmere i en lys lilla, men 35 gram er helt nok til sokker til mig, så jeg fandt en kontrast på lageret og ville lave dem på samme måde som i opskriften.

I opskriften var det en shadow wrap heal - anden hæl end jeg plejer. Det var nøje beskrevet og der henvises til en fin video, som også forklarer hvordan. Jeg bøvlede lidt, men fik nogenlunde tag på det. Men hvor var den hæl lille! Jeg har en lille men bred fod og en høj vrist og kilehælen plejer at fungere så jeg hoppede over til den.

Jeg tror jeg giver hælen en chance mere en dag, bare for at prøve igen, da jeg måske var lidt træt.

Damen i videoen sagde også at det var en lille hæl og at fish lips... er lidt større.

Jeg prøvede mig også lidt frem med shadow wrap hæl på disse, det gik heller ikke helt godt, men jeg fiksede det.



fredag den 10. november 2023

Northeasterlyjul

Igen et hashtag jeg først ikke ville med på #Northeasterjul - startet af Kirsten Brun fra "Fra lager til liv". 

Et tæppe strikket i rækker, som strikkes sammen, enten i fingering/strømpegarn eller DK-vægt.

Jeg lavede minimum en række om måneden.

Jeg fandt rester på lageret og gik i gang, der var ikke nok rester, så jeg gik løbende på lageret for at finde flere. På et tidspunkt synes jeg der var for få røde/pink farver og da jeg alligevel var logget ind på "Fra lager til liv" købte jeg et fingering mixed knots i de relevante farver. 

Tæppet er færdigt og jeg er glad og lettet. Lettet fordi det var lidt plagsomt og pligtagtigt for mig at strikke en stribe hver måned sammen med et andet tungt mål jeg havde sat mig - for tungt.

Glad, fordi tæppet er blevet godt - jeg har erklæret at hvis jeg strikker et tæppe næste år, så skal det ikke være i garn i fingeringtykkelse. Det er jo fordi det er så langsommeligt. På den anden side er det ret lækkert stof.

Jeg har strikket 12 striber ogg tæppet måler 114 * 173 cm. Jeg har brugt 867 gram garn.

Billeder fra processen:



lørdag den 4. november 2023

Trøje i strukturstrik til Gry


 Gry er min nevøs datter og hun skal da have en julegave. Da vi ryddede op i min mors ting dukkede der noget garn op bl.a dette fra COOP, som hedder Firenze. Firenze er et blandingsgarn, som består af:
Bomuld, acryl, polyamid og er dejligt blødt.

Opskriften hedder "Trøje i strukturstrik" og er af Susie Haumann fra hæftet "Knit for your kid".

Det er en virkelig sød klassisk cardigan, som jeg har strikket tidligere.

Jeg brugt 168 gram garn og heldigvis havde jeg endelig brug for knapper, så jeg har har sorteret og valgt de fineste knapper.

Nu skal den pakkes ind sammen en rigtig sød kjole, som jeg har strikket for længe siden. Kjolen hedder Tankestreg og er designet af Geilsk og faktisk strikket i Geilsk bomuld og uld.



mandag den 30. oktober 2023

Sunny Tuesdays


 Både på instagram og youtube fulgte jeg med i Kirstens opdateringer da hun lavede opskriften til Sunny Tuesdays og blev ret fascineret af indsatsen med at forme sjalet så det bare ligge på skulderen uden at glide ned.

En dag lagde Kirsten et pink/rosa kit op og det måtte jeg bare eje så det blev straks bestilt hjem. Men det er altså hurtigere at købe garn end at få det strikket ;-)

Jeg købte garnet i december sidste år og nu er det altså færdig. Det var fint at strikke og fungerer lige som det skal, men et af diagrammerne har drillet, jeg håbede at det ville løse sig når sjalet blev blokket. Det gjorde det ikke. Diagrammet er strikket i det melerede garn, så det skjuler det nok. Jeg ved endnu ikke om jeg har læst noget forkert i diagrammet eller om der er en fejl.

Jeg elsker farven, men jeg ved ikke om jeg får brugt det smukke sjal, så jeg overvejer om det skal i venindepakkekalenderen...

Forbrug: 132 gram/1056 m. Jeg har stashet garnet samlet, så det med garnforbruget bliver nok lidt dvært at bruge af andre, men der var 50 gram kidsilk og 100 gram håndfarvet.


søndag den 22. oktober 2023

Sæby summer socks II


 Til luksusstrikkeweekenden fik vi også garn fra ByKiilerich - et nøgle Happy Feet og et nøgle bomuld, begge fra Gazzal.

jeg mente at det ene nøgle strømpegarn kunne bruges til et par Sæby Summer socks. Sidste gang brugte jeg i alt 161 m og nøglet indeholder 165 m. Jeg besluttede at finde en kontrast til flæsen/blonden. Den fandt jeg på lageret.

Jeg synes blonden var lidt stram på mit første par, som jeg strikkede i str. S, så jeg slog op til str. M og efter blonden tog jeg ind igen - jeg synes nemlig de sidder ret godt på min fod.

Jeg vejede garnet løbende og kunne se at jeg nok ikke fik brug det hele, faktisk kunne jeg have sparet kontrasten, for jeg endte med at 39 gram Gazzal Happy Feet, hvilket svarer til 129 m. Jeg har altså stadig Happy feet på lager ;-)

Garnet virker lækkert og også meget elastisk, faktisk synes jeg at sokkerne så ret små ud. De trak sig især der hvor der er opsamlet til hæl. 

Det hjalp heldigvis at vaske og blokke dem, nu passer de fint. Jeg har strikket str. s (min fod er str. 36) også tidligere nævnte har jeg strikket blonden i str. M og taget ind.


mandag den 16. oktober 2023

Cactus flower

 Jeg har hele tiden synes den var så pæn, men været i tvivl om den ville være for varm.

Så begyndte Helle Pagter, at reklamere for den, men jeg var stadig i tvivl, men tænkte på lave den i tyndere garn. Det tænkte jeg længe over.

Camilla lavede tilbud på sine opskrifter, nok fordi hun havde fødselsdag og så købte jeg opskriften.

Jeg kom til at tænke på at jeg har haft stor glæde af Spotsweater 1 og 2.

Så blev beslutningen, at jeg ville strikke den helt klassisk, men jeg ville finde så meget garn fra lageret som muligt.

Det lyse bærestykke består af Sysleriget Sock, som jeg har fået i en adventskalender fra Garnkisten, kidsilken blev indkøbt samme sted til Garnstafetten.

Mønsterdelen består af en gevinst fra Hvorslev strik og kidsilken fandt jeg på lageret.

Grundfarven i det grønne er Geilsk tynd uld fra lagret, indkøbt på Recraft suppleret med kidsilk indkøbt hos Garnkisten under garnstafetten.

Jeg har i alt brugt:
Geilsk tynd uld: 199 gram
Gepard Kid Seta, Oliven: 98 gram
Hvorslev mini til mønsterfarven: 8 gram
Kid Seta, framingo: 6 gram
Sysleriget sock, Bold: 38 gram
Filcolna Tilia, Hvid: 17 gram

Jeg skal nok have strikket en lille klud, den lyse er meget lys til mig. Det klæder mig ikke længere med de lyse farver op mod ansigtet.

Jeg tror jeg får den brugt og den har allerede fået pæne kommentarer.



torsdag den 12. oktober 2023

Edith kjole

 Til Garnstafetten var der en af butikkerne som havde nogle opskrifter liggende man bare kunne tage. En af dem var en kjole af Millefryd, den synes jeg var sød og nok noget for barnebarnet.

Det blev tjekket med moderen og det er noget for hende.

Garnet blev købt med rabat på luksusstrikkeweekenden hos Si-ki garn. I opskriften stod der at man skulle bruge 5 nøgler Sandnes Duo til str.  2 og 4 år. jeg synes nøglerne blev hurtigt brugt, så jeg lavede skørtet 1 cm kortere, men alligevel manglede jeg garn til den 2. "vinge". Et ekstra nøgle i en anden indfarvning, blev indkøbt hos Garnværkstedet.

Altid lidt irriterende når der ikke er garn nok - især når man køber det garn, som står i opskriften og jeg ikke har forlænget noget - tværtimod er skørtet 1 cm kortere end i opskriften.

Men  nu er kjolen færdig og vasket og den hænger og ser så pæn ud.

Jeg brugte 261 gram Sandnes Duo.

tirsdag den 3. oktober 2023

Classic

 Garnet kom først - jeg skulle have gratis porto hos "Fra lager til liv" så jeg købte 6 fed Bio Shetland.. Efterfølgende fik jeg lyst til en let sort cardigan og da jeg faktisk tit griber min Classic fra Sanne Fjalland, så kiggede jeg på den opskrift. 

Jeg havde måske ikke helt garn nok, så jeg købte 2 fed mere til Garnstafetten hos Welovewool.

Det var så ikke nødvendigt for jeg har masser af garn tilbage.Modellen strikkes ryg, forstykker og ærmer og der er ind- og udtagninger i foran og i siden på forstykket, hvilket får den til at falde ret flot.

Lidt hyggeligt at se de fine former vokse frem selvom man ved at der ligger lidt montering foran. Jeg strikkede ærmerne rundt.

Jeg har i alt brugt 238 gram - altså kun 5 nøgler.

Nu har jeg mere garn, som jeg skal finde rigtig god anvendelse for.


onsdag den 27. september 2023

Vesterhavssjalet

 Jeg synes tit det er hyggeligt deltage i samstrik - både dem med præmier og dem uden og Violykke foreslog Vesterhavssjalet i hendes samstrik #Violykkessjalerikvartaler og lidt senere foreslog Bybastrup #septemberisårt23 - jeg havde noget "sort" garn på hylden og så ville det blive 2 fluer med et smæk. For at toppe det foreslog Henriette fra Strikogsludder #sjaleriseptember. 

Hvorfor er sort i gåseøjne? Da jeg købte garnet troede jeg det var sort (det stod udenfor), da jeg fotograferede (udenfor) og stashede det troede jeg garnet var sort.

Da jeg lavede strikkeprøver så jeg at det var det ikke - det var en meget mørk brun. Nå, men det er da også pænt!

Samtidig var garnet ikke tykt nok, så jeg ledte igen på lagret og fandt 3 nøgler "Jeg er medløber" købt hos Garnudsalg i 2014.

"Jeg er medløber" er en følgetråd med små tweedting på meget ligesom "Tweed me" som nu er på markedet.

Det var hyggeligt at strikke, der skete noget når jeg strikkede lacemønstret og så lidt ro med retrillerne.

Jeg brugte  81 gram af "Jeg er medløber" og 153 gram supersoft.

søndag den 24. september 2023

Inger

 Jeg synes det var en fin opskrift Filcolana havde lagt op, så jeg var igen på lageret og finde garn og lavede endda en strikkeprøve. Den passede.

Jeg gik i gang med at strikke str. 3 mdr. Opskriften var fin og huen blev fin, men jeg synes den ser så lille ud, at jeg undrer mig, mon den kan passe en på 3 mdr.

Heldigvis er der en ny lille baby på vej i familien, så jeg håber den passer en nyfødt decemberbaby.

Jeg brugte 40 gram Filcolana Arwetta - jeg strikkede i dobbelt garn.

P.S.: Det er lidt svært at måle strikkefastheden på den færdige hue, da den er så lille.

Huen er næsten mindre end strikkeprøven, som jeg lavede 2 gange på 2 forskellige pindestørrelser.


torsdag den 21. september 2023

Flere Overgange

 I foråret syntes jeg at jeg manglede en lilla Overgang, men havde travlt med andre ting så det eneste jeg gjorde var at finde garn på lageret og lægge i en projektpose og stille i kø på min projekthylde. Jeg strikker dem typisk fra den ene ende til den anden og strikker således garnrester helt op.

På vej på tur med motorbådsklubben til Mårup manglede jeg et let projekt og jeg greb projektposen og fandt strikkepinde frem. Så var jeg klar.

Men jeg skal vist have et mere på pindene, en af deltagerne spurgte om jeg ville strikke et til hende og det tror jeg gerne jeg vil.

Men det viste sig, at dte garn jeg havde fundet frem ikke rakte, men jeg var heldig for jeg var på strikkeweekend og vi havde et bord køb, salg og gives væk. Jeg gik til bordet og fandt en farve, så mit tørklæde kunne blive færdigt.

Jeg har alt i alt brugt 135 gram. 


mandag den 28. august 2023

Sæby summer socks

 Det var Maja fra Jaffelaf som fandt dem og gjorde dem til månedens sokker i samstrikken: StrikDanskeSokkerMedJaffelaf. De hedder Sæby summersocks og koster 10 kr. på Ravelry. Jeg har nok hjemmestrikkede sokker, men jeg synes de var for søde og jeg vidste også hvad jeg ville bruge - garn fra lageret også er det jo uimodståeligt :-)  

Jeg strikkede den mindste størrelse og brugte:

Grøn Arwetta: 12 gram

Syslerigets BFL sock i Garnkistens signaturfarve: 26 gram

fredag den 18. august 2023

Vinterblusen frit efter Lille Julie og Julius julebluse

 Barnemoderen havde fortalt at barnebarnet har det med at vælge bluser med mønster som juleblusen.

Da vi skulle på ferie til Tenerife i februar pakkede jeg som sædvanligt feriestrikketøj og udvalgte ting hvor der kunne strikkes rundt og glat.  Således var en nedefra og op barnebluse et godt bud (blandt mange) og da jeg kom hjem fra ferie var selve den ensfarvede krop strikker.Derudover havde jeg en mønsterstrikket barnebluse på min lagermakenine med de løse ender.

Jeg brugte Hanne Larsens "Lille Julie og Julius" og havde planer om et andet bærestykkemønster - måske snefnug...

Og her gik projekter så i stå.

Jeg tænkte ind i mellem at jeg da godt kunne strikke ærmerne inden jeg fik tegnet et mønster, men jeg strikkede bare noget andet.

I juli så at der var en strikker,
som havde færdiggjort sin lagermakenine og jeg manglede kun lige denne bluse. Jamen så skulle det være og jeg gik i gang med at tegne mønster. Snefnuggene blev slet ikke pæne og jeg er endt med at stjernemønster.

Jeg havde tænkt at stjernemønstret skulle være hvidt, men i det blå er der en pink undertone, som jeg sad og nød mens jeg strikkede ærmerne. Jeg fik lyst til at strikke mønstret i pink og gik på lageret og jeg fandt faktisk den perfekte pink. Jeg har det næsten sådan, at det var garnet som ville ;-)

Da jeg strikkede mønstret blev jeg sikker på, at farvevalget er perfekt og mine øjne elsker at kigge på den farvekombination.

Jeg har strikket på p. 2,5 til ribberne og selve blusen på pind 3. Den blå farve er noget ukendt uld fra Garnudsalg og den pink er en rest fra mit Christel Seyfarth valmuesjal.  

Jge har brugt 7 gram af den pink og ca. 125 gram af den blå. Det er en let bluse og jeg synes faktisk det er flot at man ikke bruger mere til str. 4 år.

onsdag den 9. august 2023

Horslevstriksfedefed - Wingspan

 Jeg ville have et ekstra lod i samstrikken #Horslevstriksfedefed og det skulle være et lille sjal/tørklæde. Jeg kiggede på alle dem der er blevet foreslået i Horslevstriks podcast, men jeg var ikke sådan helt sikker. Jeg gik i mine mapper og fandt et par stykker, heriblandt Wingspan.

Her tænkte jeg, at den havde jeg da aldrig strikket og undrede mig over det, da jeg synes den er så fin. Jeg kan også huske der var mange der strikkede det den gang.

I mit lager fandt jeg et fint nøgle Malabrigo Sock i farven North Whale, som jeg mente ville klæde sjalet.

Det er virkeligt hyggeligt at strikke, det er en slags venderækker, som man styrer med en flytbar markør.

Jeg har brugt lige over 80 gram og jeg er så glad for det.




Det viste sig, at jeg havde strikket sjalet før, men jeg har givet det væk, men Ravelry holder jo styr på tingene ;-)

I 2013 strikkede jeg dette:





Og det er jo også fint :-)



fredag den 4. august 2023

Knus light II


Mens jeg var i gang med min første Knus light i CamaRose Økologis sommeruld sad jeg og kiggede på opskriften og beskrivelsen af det oprindelige garn, som jeg aldrig havde hørt om. Det lød lækkert med 70 % økologisk GOTS-certificeret bomuld og 30 % alpaca og hedder Puno Winikunka. Jeg googlede lidt videre og opdagede at garnet forhandles hos Tøndering Strik.

Selvom jeg var i gang med en Knus Light bestemte jeg, at jeg ville strikke en mere i det garn selvom det ikke lige frem er gratis.

Det var hyggeligt at strikke på og det gik hurtigt fremad, jeg kendte jo opskriften.

Jeg strikkede på p. 3,5 og har brugt 234 gram garn en lille smule mere end angivet i opskriften, men jeg tror også jeg kom til at strikkeblusen ca. 1 cm længere end man skulle i følge opskriften.


onsdag den 26. juli 2023

Nye wirer til min Signature needles 3,5 rundpind

 Pakken kom idag.

Pakken fra Knitlux med de wirer jeg har købt i dyre domme til erstatning af min knækkede wire på min 3,5'er. Kort resume af mit forrige indlæg er at tidligere har strikkere i samme situation fået en ombytning wire uden beregning i denne situation. Måske fordi Signature Needle Arts lukker kan jeg ikke få det.

Der er kun 1 forhandler i Danmark, så jeg var nødt til at handle hos dem der ikke ville hjælpe mig. Det var jeg ret ambivalent omkring, men jeg er ret glad for den rundpind. En god strikkeven spurgte om jeg så måske ikke skulle købe 2 wirer - det besluttede jeg mig for.

I posen med den nye wire lå 2 små adaptere og en lille seddel. Det var noget med at de ikke længere laver 3,25 og 3,5, som de plejer, men at man skal have en adapter på for at sætte wiren og pinden sammen. Det er da irriterende for pinden bliver længere.


Jeg har ikke prøvet at strikke med pinden endnu, men det er irriterende!

Jeg havde også håbet på en hyggelig gave som plaster på såret, men desværre ikke - dog fik jeg et postkort!


tirsdag den 25. juli 2023

Wiren til min signature rundpind knækkede

 Jeg sad og strikkede med min Signature rundpind nr. 3,5, da jeg så der var løse masker. Jeg tænkte - Nåh, der skal strammes igen! Men nej - det jeg sad med var en sort wireende og påskruningsdelen var helt lukket/fyldt. Wiren var knækket!

Jeg vidste at Garmkisten ikke længere har forhandlingen af Signature needles og jeg havde forstået at det var Fam. Davidsen, så dem skrev jeg til. De var hurtige til at svare:

"Vi har haft forhandlingen, men overdrog den til Knitlux for et par år siden.

Der har altid været evighedsgaranti på wirerne.

Men nu er Signature ved at blive afviklet og de dækker ikke defekte wirer længere"

Nå, hvad så?

Så skrev jeg til Knitlux, som jeg kunne se havde wirer til salg på deres hjemmeside. Her fik jeg også et hurtigt svar:

"Vi har tidligere hjulpet med garanti ombytning, men Signature Needles i USA har desværre meldt ud, at de er ved at lukke forretningen.

Vi kan derfor ikke hjælpe med ombytning længere, du kan prøve at skrive til Signature via deres hjemmeside."

Jeg fandt en tråd - måske på facebook, hvor Signature Needle Arts annoncerede lukningen og der skrev jeg noget om lukning og evighedsgaranti. De bad mig sende en mail til dem. Det gjorde jeg i sidste uge. Jeg har overhovedet ikke hørt noget fra dem, så det var måske en skinmanøvre...

Jeg lavede et opslag på instagram og at alt dette og fik meget input, der var i hvert fald en del forvirring om hvem der havde forhandlingen. Der var mange støttende kommentarer og andre havde prøvet at byttet en knækket wire både hos Garnkisten, en i Silkeborg og en norsk. Også nogen der også var blevet afvist. Der var mange meninger om dyre pinde, evighedsgaranti og servicen hos Knitlux. Nogen mente den kan limes andre havde set at kunne smelte wiren ud af påskruningsdelen og smelte den knækkede wire ind i den.

Det kan være jeg prøver smeltemuligheden, dte med at lime tror jeg ikke rigtigt jeg kan få til at fungere.

Men hvad så ellers? Jeg er meget glad for at bruge min Signature 3,5. Jeg endte med at bestille 2 wirer hos Knitlux, som var dem der ikke ville hjælpe mig, men hvad skal jeg ellers gøre? De afviste min reklamation, men fik et salg - hmmm..

Jeg håber de har lagt en ting i pakken, som et lille plaster på såret, men lad os se når pakken kommer.

søndag den 23. juli 2023

Knus light

 "Den opskrift er da lige mig" - tænkte jeg og da Garnstafetten i Aarhus stod for døren valgte jeg at garn til denne skulle være blandt mine indkøb.

Jeg kendte ikke det garn designeren havde brugt, men hun havde skrevet hvilket garn teststrikkerne havde brugt Et af dem var CamaRose Økologisk sommeruld. Det købte jeg og jeg valgte en fin farve, som god måtte have været stærkere. 

Det var i sidste øjeblik at garnet kom med på ferie, jeg greb det på vej ud af døren og heldigvis for det, for jeg fik strikket en del på på båden - både mens vi sejlede og lå i havn.

Dejlig model at strikke - jeg valgte kun at lave mønster i bærestykket, da jeg synes det så lidt firkantet ud med mønster på kroppen og jeg behøver ikke at fremhæve det firkantede ;-)

Pasformen på modellen er virkelig god til mig, jeg opfatter det som om der er lavet et rigtig godt udviklingsarbejde. Måske fordi vendepindene er fordelt jævnt over hele bærestykket og ikke kun i nakken.

Jeg skal have kigget nærmere på Elsebeth Judiths opskrifter

Jeg brugte 212 gram garn.

tirsdag den 18. juli 2023

Sophie Scarf

 Der var en lang tid, hvor jeg stædigt ikke ville strikke et Sophie Scarf. Alligevel prøvede jeg mig frem med Camilla Vads Vicki hårbånd, som jeg forlængede og strikkede et par tørklæder af. Dem har jeg brugt. 

Efterhånden skiftede jeg mening - nok fordi jeg manglede et tørklæde til en helt bestemt kjole og jeg havde noget garn på lageret som lige passede.

Jeg strikkede med dobbelt garn og fik dette fine tørklæde, som kun vejer 28 gram:










Under Garnstafetten havde en af butikkerne udvalgt garn, der kunne bruges til Sophie Scarf. jeg snuppede et af dem. Det var et garn fra Camarose som hedder Høst - det var ret lækkert, det vil jeg gerne strikke mere. Jeg brugte hele nøglet :-) Jeg brugte vej-garnet-metoden.


Under garnstafetten faldt jeg også over det flotteste gule garn hos Tøndering, de lå som et kit og der var en opskrift med, men jeg valgt igen at strikke Sophie Scarf. Jeg strikkede 2 tråde sammen ITO Shio og ITO Kinu, det er blevet meget fint og vejer i alt 21 gram.

Jeg går jo nok lidt amok her, men jeg har en sart hals og har stort set altid brug for noget om halsen og disse små er så fine her om sommeren, så jeg kan love at der kommer flere ;-)

fredag den 14. juli 2023

Rød Strawberry Summer

 Det er en Drops-opskrift og sidste år strikkede jeg den i originalgarnet Safran. Det har fungeret fint, men da modellen virkelig passer og holder formen besluttede jeg mig for at lede efter et bedre bomuldsgarn, der passede i strikkefastheden for at se om det ville holde endnu bedre.

Jeg fandt ud af at Krea de luxe Organic cotton passede i strikkefastheden OG jeg kunne købe det hos Tøndering Strik OG at Garnstafetten var tæt på.

Det blev så et af mine Garnstafet-indkøb.

Da jeg strikkede i Safran brugte jeg lige over 4 nøgler (203 gram). Safran løber 160 m pr. 50 gram og Krea de Luxe Organic Cotton løber 165 m. Det kan sagtens forklare at jeg til denne kun brugte 4 nøgler/198 gram, men til gengæld lige på grænsen, så hvis jeg vil lave en igen næste køber jeg 5 nøgler. Jeg kunne jo komme til at strikke den en cm længere - bevidst eller ubevidst.

Jeg har været i Tøndering Strik og returnere nøglet i forbindelse med et nyt garnkøb.

Engang havde jeg altid de overskydende nøgler med når jeg købte garn til næste projekt, jeg synes det var så fint for så virkede næste køb billigere. Efterhånden glemte jeg det lidt og lod dem bare indgå i lageret. Desuden kan det være svært at bytte, hvis garnet er købt på en messe eller online. Det er nemmest når man handler lokalt.

Jeg har sat mig for at jeg vil gøre mig mere umage med at returnere det ekstra nøgle - jeg køber også tit et ekstra, hvis jeg nu vil srikke ærmer eller krop længere end i opskriften.

onsdag den 12. juli 2023

Elton Pullover

 Jeg har ellers holdt mig fra boxy modeller, da jeg tvivlede på at de ville klæde mig. men da Marlene fra Its Yarn lavede en knitalong med Elton-pullover synes jeg at jeg skulle give det en chance alligevel - ikke mindst da jeg fandt passende garn på lageret. Igen takket være Marlene. Hun havde nemlig strikket sin første Eltonpullover og selvom der stod 3 fed håndfarvet garn i opskriften, så havde hun brugt mindre end 2 fed og endda til en størrelse større end den jeg overvejede. 

Jeg var i tvivl under hele projektet, men fortsatte da stoffet føltes dejligt blødt.

Nu er den færdig og jeg lover, at den er skøn at have på og jeg har brugt den meget på de kølige sommerdage til at tage over sommer t-shirts til at lune mig og det virker perfekt. Jeg er stadig i tvivl om den reelt klæder mig, men på Instagram bliver jeg forsikret om at det gør den.

Til gengæld ved jeg nu at jeg nok skal få den brugt herhjemme.

Jeg har brugt:

156 gram Hedgehog fibres Sock i farven Hurricane

73 gram kidsilk Haze i farven Purple.




mandag den 10. juli 2023

Charlotte børnekjole

 Efter at have strikket den første sommerkjole, forstod jeg at det skulle være stropper. Jeg gik i gang med at lede og fandt denne på Hobbiis hjemmeside og modellen hedder Charlotte.

Det blev til denne:

Jeg har brugt 192 gram Lana Grossa Cotone - købt hos City Stoffer under Garnstafet 2023. 

Også et billede af modellen fra opskriften.

mandag den 12. juni 2023

Søster Tove

 Jeg kan godt lide mønstrede bærestykker, jeg kan godt lide Arwetta og jeg kan godt lide Hanne Larsens modeller. Jeg har faktisk en hel del Arwetta på lager (for jeg køber det når der er udsalg) og jeg havde en farve, hvor der var nok til bundfarven. Jeg begyndte at sætte farver sammen og kunne faktisk have bygget bærestykket af lagergarn, men jeg var ikke helt tilfreds med farvespillet så jeg købte et enkelt nøgle.

Bærestykket var sjovt at strikke og jeg havde andre spændende i gang, så efter ærmerne var delt blev kroppen til ta-medstrik - retmasker rundt og rundt og et langt stykke der skal strikkes. Det er da perfekt!



Forbrug (jeg er lidt i tvivl om jeg kendt før-mængden på f.eks. gul)

Bundfarve chokolade melange 975: 234 gram

Chock orange 252: 12gram

Blue atoll 199: 16 gram

Gul 251: 8 gram

Neongrøn 250: 26 gram 

fredag den 2. juni 2023

Kjole med blomst uden blomsten

 Barnemoderen havde fundte forskellige kjolemodeller med stropper hun synes var fine - de skulle både bruger om sommeren og med en t-shirt senere på året.

Jeg ledte efter opskrifter og fandt ikke rigtigt nogle blandt de nye designere, men jeg har heldigvis gemt diverse opskrifter og bøger og fandt nogle stykker hvor af en blev godkendt og jeg fik farveforslag.

Bogen hedder "Strik i børnestørrelse" af Zoë Mellor

Jeg så det som en kjole til de varme dage, så jeg købte en god bomuld.

Vi skulle omregne noger garn med en mærkelig løbelængde 145 m og enstrikkefasthed på 29 m. Jeg synes ikke løbelangde og strikkefasthed passede sammen.

Jeg valgte Rowan Summerlite og vi regnede om efter løbelængden og jeg endte med 5 nøgler + et nøgle til kantfarver.

Jeg brugte:

120 gram til bundfarven og 20 gram til kanterne

Så jeg skal ned med de 2 hele nøgler, der er alligevel garn for 98 kr.

Det oprindelige billede af kjolen er her nedenfor.

 



tirsdag den 30. maj 2023

Anden resteSpotsweater

 Den første jeg strikkede havde alt for dybe ærmegab, så jeg fik lyst til at strikke en mere og prøve at tage hurtigere ind. Det er over et år siden jeg fandt garn frem og lagde i en bakke - det kan være ret irriterende for så må jeg jo ikke bruge det til andre projekter.

Da min #LagerMakeNineMedEnStrikkepause blev lavet skrev jeg den også på der.

Jeg valgte også at måle på min Kongens Have fra Filcolana, som har en god pasform og længde på krop og ærmer. 

Jeg prøvede at være monogam og tage tid på hvor lang tid det tog. Jeg startede den 29. april og jeg var helt færdig 11. maj - det synes jeg er helt pænt.

Jeg ved godt hvilken farver og mængder af garn jeg har brugt, men jeg har ikke overblik over hvor meget, der er brugt til hhv. bundfarver og mønsterfarver.

Man kan se det i noter/description på Ravelry: https://www.ravelry.com/projects/Lsravn/spot-sweater-2

Men alt i alt har jeg brugt:

2392 meter

389 gram

torsdag den 11. maj 2023

Invercargill sjal

 I 2012 strikkede jeg Virksund-sjalet i Drops Highlander. 

Drops Highland er et virkeligt godt garn, som desværre er udgået. jeg kan huske at det også var bekosteligt, men har tit ønsket jeg kunne finde noget lignende. Jeg har både strikket sjalet og en cardigan i det.

Jeg har brugt det en del og for 5-6 år siden tog jeg det med på arbejde, da jeg er kuldskær og følsom overfor træk, så det er rart at have uld i baghånden. Da det nu bruges dagligt er det ved at være slidt, så jeg overvejede at strikke et nyt, stort og kraftigt sjal til arbejdsbrug.

Da Violykke så annoncerede at hun nu kørte sjaler i kvartaler og foreslog Invercargill-sjalet synes jeg at jeg havde fundet det. Et enkelt stort sjal!

Så skulle der findes garn og helst fra lageret og efter megen søgen fandt jeg frem til noget alpaca, som jeg købte hos Sys Fredens Fandango. Jeg ville strikke mindre julegaver til den familie boede hos på udveksling i USA. Jeg fik en hel pose med 10 nøgler med hjem og fik aldrig brugt dem. Dem har jeg så flyttet rundt på siden. Det hedder Natasha by Bremont

Det var i 2008, så det må siges at være lagergarn. Jeg var bekymret for om der var nok, men der var rigeligt. Jeg har brugt 7 ngl og 34 gram og jeg har ikke lavet kvasterne.