fredag den 30. december 2016

Nisse servietringe

Jeg har før fundet fine ting hos strikkefåret og igen i år havde Aslaug lavet opskrifter til nisseservietringe - både i strik og hækling. jeg startede med at lave en 4-5 stykker til juleaften.

Så strikkede jeg et par stykker til en mindre julefrokost (hvor der
så kom et par afbud), så der var rigeligt til os 6.









Dagen efter blev vi 18 til årets sidste julefrokos, så jeg måtte have gang i strikkepindene og det lykkedes. Det viste sig at de fine nisser også kunne dekorere snapseglassene ;-)


tirsdag den 27. december 2016

Ravello genopstået fra en UFO

Egentlig skulle dette garn bruges til en bluse med rød bundfarve og et flot sort mønster og jeg var begyndt, at strikke med 3 tråde i hver farve. Rent farvemæssigt så det lovende ud, men det var for træls at strikke og tæt på det for fladt ud, måske var det for tæt? Jeg opgav projektet og så lå det der.

Jeg begyndte at trævle op, men det var også uoverskueligt, så det lå bare. 1. december var jeg til UFO-dag hos Garnkisten og jeg fik første led trævlet op. Senere fik jeg skilt alle trådene ad også besluttede jeg mig til at strikke en Ravello.

Jeg var lidt i tvivl om der var supersoft nok, da jeg ville strikke blusen 5 cm længere, så jeg har brugt det optrævlede alpaka til striberne og skiftede til supersoft på selve blusens krop. Og det var godt valgt, da der ikke var nok rød supersoft. Til gengæld har jeg en rest så jeg kan strikke nogle dejlige pulsvarmere :-)
Mit forbrug:
Sort supersoft: 75 gram
Rød supersoft: 102 gram
Rød alpaka: 72 gram

Jeg synes Ravello er en dejlig model og jeg kommer helt sikkert til at strikke flere af dem :-) Jeg har en del supersoft på lager.

mandag den 26. december 2016

Yarnbombing 2016

Når året lakker i mod enden er det jo tid til lidt status :-)

Jeg synes yarnbombing er en hyggelig måde at sprede nogle smil omkring strik i hverdagen.
På vores sommertogt faldt vi over dette udenfor en garnforretning i Struer. Lapper var sat fast med små søm /store tegnestifter.

Sidste år blev jeg også inspireret af den yarnbombing vi faldt over på vores tur rundt til at lave lidt ved vores eget hus, hos naboen og på vejen.

Jeg blev også inspireret i år, da dén naboen havde fået på havelågen trængte til en udskiftning og så kom den sorte smiley op. Jeg synes det var sjovt at strikke og yarmbombe rundt omkring.

Så blev denne sat op i Herning, en blev opdaget inden vi tog  hjem og den fik megen opmærksomhed og glæde.


 Så blev denne lille snemand sat op i Skæring, den blev hurtigt opdaget og man vidste godt det var mig.
















Så kom der en op udenfor Garnkisten - der var nogen der synes den lignede strikkepolitiet og det er faktisk rigtigt















Så kom der en op i Harlev og så vidt jeg ved er den ikke opdaget endnu :-)





  






Efter en månedstid var strikkepolitiet væk og jeg synes Garnkisten skulle have en erstatning, men der var kommet juletræer op, så jeg kunne ikke komme til nedløbsrøret. Jeg lavede hvide ponpomer og en engel til at pynte træet










Også lige inden jul blev min søde frisør yarnbombet, der kunne ikke sys noget op som de andre, så det blev nogle meget farve strålende ponpom'er



søndag den 4. december 2016

Mere Lola Ramona-style

Jeg har bare været i gang med lidt mere til niecens kommende datter












Jeg hygger mig virkeligt med at udtænke fine ting i niecens stil, men også i den stil de produkter hun sælger har. Hun sælger Lola Ramona.

Niecen er også en pige med mange tatoveringer med roser og kranier og i hendes pure ungdom så vi kjoler syet i stoffer med mønster af kranier, som vist har en helt anden betydning for de unge end for de gamle (specielt min far). Da jeg så faldt over de kranie-knapper i Garnkisten skulle de selvfølgelig på en vest.

Suttesnorene er lavet i bomuldsgarn fra restekassen og vesten er også lavet af garn fra lageret 100 % merino uld / Granstudio's babyull. Det er en helt lille størrelse og jeg har brugt 51 gram.

fredag den 11. november 2016

Tankestreg Lola Ramona-style

Jeg må vise den, for jeg synes den er så fin og da niecen er på Instagram kommer den kun her ligesom sidste gang
Den er strikket efter den Geilske opskrift Tankestreg og det Geilske Bonuld og Uld, jeg har strikket str. 2 år, men på tynde pinde, så der går lidt tid inden Esther kan passe den.Men jeg er sikker på at moren bliver glad :-)

søndag den 6. november 2016

Kreative dage og Einrum

Jeg har været til et par strikkerelaterede arrangementer i løbet af de sidste 8 dage. Sidste weekend var det kreative dage sammen med Maj-Britt, som er en af Osmondspigerne. Vi deler interessen for håndarbejde og har også været Skals sammen - Maj-Britt på et broderihold og mig på et strikkehold.

Der var kø ved indgangen, men vi kom ind og igang med at besøge udstillerne og hvor det hyggeligt, at sludre med de mange jeg efterhånden kender.

Jeg valgte også at høre et par foredrag - Irene Jensen fra strikkedysten, som fortalte og hendes vej til at stå på messen og de 2 bøger hun nu har udgivet. Dernæst Charlotte Kaae, som fortalte om farvestrik.

 Jeg er blevet mere behersket i mine garnindkøb for ligesom rigtig mange er garnlageret stort, men selvfølgelig kan og vil jeg fristes og blev det også.

Nogen synes det ligner et tema :-)

6 ngl. manos del Uruguay silk blend fra Garn 10.
1 ngl håndfarvet strømpegarn fra Koushi også til sidst Madeline Tosh - jeg elsker den pink farve, men de fine sorte nister overtalte mig endeligt.

Alt i alt en meget hyggelig dag.

Den efterfølgende torsdag havde en tidligere kollega spurgt om jeg ville med i Tøndering og høre Kristin Brynia Gaunnarsdottir forælle om strik og stress og Einrum. Det ville jeg og det blev også rigtigt spændende.






Kristin fortalte om sine tanker med det islandske garn, tankerne om at det nære og overledelse af de små samfund. Det førte til samarbejdet som førte til at der er blevet spundet Thaisilke sammen med ulden.

Dernæst snakkede vi strik, stress og afslapning - vi lavede strikkeprøver efter ud- og indånding

I invitationen var vi blevet lovet en gave og det er jo altid hyggeligt. Men jeg har oplevet at blive forundret og nok lidt skuffet, så mine forventninger var ikke særlige høje.



  Men gaven bestod af et nøgle Einrum og en opskrift på hue og halstørklæde. Det var virkelig en meget fin gave. Når man giver sådan et nøgle garn væk, så er det fordi man maner at man har et godt produkt.

For et stykke tid siden synes jeg at jeg mangler en gul vintertrøje - rigtig gul, ikke karrygul. Sådan en flot gul var der i Einrum farveskalen, så det kom altså med hjem sammen med en opskrift.






fredag den 28. oktober 2016

Adventskalender eller ej

Da jeg så den fine adventskalender man kan købe i Garnkisten fik jeg sådan en lyst til at blive overrasket med sådan en adventspakkekalender, men hvem skulle købe den? Især som en ægte overraskelse? Sidste gang jeg var til strikkecafe fik jeg noget garn lagt til side og fortalte Tine nogle ting jeg kunne tænke mig og så tænkte jeg at jeg ville få Lars til at tage ind og købe den.

Men det kunne jeg ikke få mig til - det var for underligt at planlægge sin egen overraskelse og instruere Lars i hvad han skulle gøre

Så i onsdags til strikkecafeen i Garnkisten opgav jeg mit ønske og jeg købte det garn jeg havde fået lagt til side også den Aarhus-projektpose som også stod på ønskelisten.


tirsdag den 25. oktober 2016

Priktrøje - Lola Ramona-style

Nogle gange skal der også være nogle overraskelser og hvis jeg viser denne på Instagram er der stor chance for at niecen ser den. Hun vil gerne have babytøj i sorte, røde og hvide farver og det passer altså fantastisk til til de sko hun sælger hos Lola Ramona.

 Jeg har strikket i Arwetta efter opskriften til Priktrøje fra Lene Holme Samsøe's bog "Babystrik på pinde 3". jeg har strikket på p. 2,5 og 3. Jeg har brugt 61 gram "sort", 16 gram rød og 15 gram hvid. Jeg har strikket mønsterstrikket frem og tilbage og resultatet er blevet bedre end forventet. Jeg synes selv den er så fin og glædre mig til at niecens ansigt når hun ser den.

Uge 43 er knæk cancer- uge så I får også lige min version af en cancerblomst. Skoda giver 25 kr. for hver Cancerblomst som er tagget #knækcancer #Knækcancerblomst

torsdag den 20. oktober 2016

Nyt job og ny trøje

Der har lige været lidt stille - både her, men også til strikkearrangementer. Der er sket det lykkelige at jeg har fået job - et rigtigt spændende job hos Styrelsen for It og læring. Jeg er blevet ansat i afdelingen som er produktejer for siden optagelse. dk. En side mange af jer nok kender, den bruges når de unge mennesker skal søge ind på ungdoms-, erhvervsudddannelsre m.m. og når efterfølgende skal søge ind på en videregående udddannelse. Jeg skal teste, sikre at de stillede krav overholdes, skrive vejledninger og håndtere fejl. Jeg går glad på arbejde og kommer glad hjem. Jeg er træt i hovedet når jeg kommer hjem, og så skal der strikkes og et bliver der.

I dag syede jeg knapper på denne fine trøje:

Det er Treenighed fra fra Annette Danielsens nyeste bog Knitting Fool. Den er delvis strikket af lagergarn - sipersoft og fin alpake begge fra Garn-garagen. Supersoften har jeg engang vundet, da Garn-garragen havde udskrevet en navnekonkurrence. Den blå farve var ikke som jeg havde set den på netten, så garnet har ligget flere år uden at vide hvad det ville. I sommer besluttede jeg at købe noget fin alpaka og så strikke en cardigan - egentlig skulle det have være AD's tankestreg, men....

Trøjen er et par cm længere end opskriften, men ærmerne er faktisk 4 cm længere end efter opskriften - det blev den bare, men jeg kan godt lide lange ærmer, især når de er stramme.


Jeg har strikket str. L og brugt:
256 gram Supersoft = 1470 m
184 gram Fin alpaka = 1471 m

Jeg har aldrig oplevet at forbruget af 2 tråde har været så ens. Pudsigt :-)



fredag den 30. september 2016

Feather

Nu er min "Feather" færdig!
Jeg købte garn og opskrift til "Strik i Todbjerg" og jeg startede næsten med det samme på den, da den strikkes på rundpind nedefra, så var det jo faktisk godt snakke-/mellemstrik indtil jeg skulle strikke fjerene. Jeg var ved at strikke "Julerose", som krævede opmærksomhed også havde også slået op til "Treenighed", som især i starten også skulle have lidt opmærksomhed.

Jeg forlængede blusen med ca. 4 cm og ærmerne med 1-2 cm og den passer fint, som bluse.

I alle de opskrifter jeg strikkede efter i 70'erne og 80'erne var rib noget man strikker på en pind et halvt nr. mindre end til selve blusen og man skiftede pind og tog ud når man begyndte på glatstrikningen. Så for mig har rib den funktion, at holde blusen/trøjen til og det kan jeg godt lide.  mens Sys havde Fandango strikkede jeg en trøje, hvor man slog flere masker op til ribben end man skulle bruge til trøjen, så når man gik over til glat. Jeg gjorde som opskriften sagde, men undrede mig. Jeg fik ikke den effekt jeg kan lide og forstod ikke hvorfor - jeg forstår det stadig ikke. Nogen sagde til mig at det gjorde man altid i gamle dage!? Når jeg har stødt på dette siden, har slået masker op, så jeg ikke skulle tage ind.

Det skal man også til denne model og det gjorde jeg ikke, jeg slog det antal masker op som der skulle være når  man strikkede glat, jeg tog dog hensyn at jeg skulle kunne dividere med 4, da jeg skulle strikke 2 ret, 2 vrang i ribben.  Således har jeg brugt mindre garn end beregnet i opskriften, derudover har jeg så brugt lidt mere til at forlænge.

Jeg har strikket i uld fra Heinrichsen uldspinderi med Sanne Fjallands banderole. Jeg har strikket str. L, men da jeg skulle forlænge købte jeg et ekstra nøgle grå. Jeg har brugt 30 gram gul og 5 nøgler og 20 gram grå. Så jeg har et helt fed liggende, som jeg skal finde ud af om jeg kan bytte ind til et nyt projekt eller finde ud af hvordan jeg kunne lave et halsrør, hvor den gule farve udnyttes optimalt.

Et dejligt projekt og en skøn bluse, solen skinner, jeg starter nyt job på mandag - så livet er skønt!

mandag den 26. september 2016

Æblehuer og - sko

Man møder mange skønne kvinder på kurserne på Skals og da jeg kom 2. gang i 2015 var det et gensyn med Birgitte og jeg lærte Birgittes veninde Jane at kende. Sammen med endnu et par stykker havde vi en forrygende uge med meget strik og mange grin.

En af dagene sad Jane og sukkede over noget pink Bindestue-uld, som hun aldrig ville få brugt. Jeg hørte mig selv sige: "det kan du sælge til mig". Inden vi skulle ses igen til Garnstafet var der kommet flere ting i bunken, som Jane slæbte til Jylland. Bl.a disse 2 kits fra kastaniestrik:

De blev bare lagt på lager.








Så fornylig læste jeg at Garnkisten var begyndt at føre kits fra Kastaniestrik og så kom jeg i tanke om dem.

Jeg har strikket 2 huer - først en str. 2 år også en i str, 0-3 mdr af garnet i huekittet. Hue-garnet er helt brugt.

Jeg har på nuværende tidspunkt strikket et par sko i str. 0-6 mdr af garnet i det andet kit, men der er garn til mindst et par mere i str. 6-12 mdr. Det er da valuta for pengene, men der skal selvfølgelig være garn til de største størrelser, men jeg kan ikke forestille mig en 8-årig med æblehue med stilk og blade.



fredag den 23. september 2016

En smuk julerose

Jeg har strikket den smukkeste julerose fra Annette Danielsens bog Blomsterstrik. Den er strikket i Agnes garn, som sælges hos Madam Munch.

Farven er smuk, men dem der kender mig, kan regne ud, at det ikke er til mig selv, den farve fungerer slet ikke for mig :-) Men jeg kender nogle som vil se fantastisk ud i den.

Man strikker rundt om snoningen, så man skal holde tungen lige i munden og jeg bruger min magnettavle til at hjælpe mig med at holde styr på det. Det er virkelig et sjovt strikketøj med stik rundt om snoningerne, ærmerne som strikkes på og sidesømmene som strikkes samen.

Jeg har brugt næsten 6 nøgler lammeuld = 299 gram = 1275 m :-)

søndag den 11. september 2016

Lola Ramona-futter

Midt på ugen kom det frem, at min niecen venter sig. Min søster var ung da hun fik Maria, så vi har været meget sammen og jeg har passet Maria meget. Så selvom Maria bor i København og vi ikke ses særligt tit, så føler jeg mig stadig knyttet til hende.

Da der er så mange meninger og babytøj og stil, valgte jeg at spørge Maria om hendes farveønsker og smag. Hun arbejder hos Lola Ramona, så jeg havde overvejet nogle striber og hendes egne egne farver er sort, rød og hvid. Ikke alle ønsker sort babytøj. Svaret var sort, hvid og rød - også selvom barnets køn ikke er kendt endnu :-)

Nu har jeg strikket disse futter - Lola Ramona-style i str. nyfødt. Jeg synes de er søde, og jeg tror de skal til København i en kuvert. Futterne vejer alt i alt 10 gram :-)



lørdag den 10. september 2016

Vask og nye pulsvarmere

Ja det er korrekt - så var der en vask der gik galt.

Jeg havde samlet lidt sammen, min Look, en orange bluse i Cool Wool (superwash merino uld) og nogle pulsvarmere hhv. i cool wool og CottonWool. Planen var at vaske på det kolde uldprogram, som jeg bruger mest til mit strik.

Jeg puttede genstandene og uldvaskemiddel i maskinen og satte den i gang.....

Over en time senere lagde jeg mærke til at maskinen stadig kørte og fløj ud i bryggerset og ganske rigtigt maskinen stod alm. vask 30 grader.

Blusen og pulsvarmerne i Cool Wool havde det ikke godt, meget tætte og meget små.

De plejer ikke at kunne stå selv.

Jeg prøvede at redde begge dele med balsam, men det hjalp ikke synderligt.

Blusen er allerede smidt væk og det bliver disse også. Jeg slog op til et nyt par :-)


tirsdag den 30. august 2016

Det hele skal bruges

Jeg er sådan indrettet, at jeg godt kan lide at bruge rester helt op ;-)

I april 2015 købte jeg hos Garn10 dette cone coast for at strikke en Spacegirl. Der var 550 gram på på conet.
Det resulterede i denne dejlig bluse, som jeg har brugt utroligt meget og da jeg havde brugt den et stykke forlængede jeg den.

En jeg kender som væver en del lånte conet for at tage noget af det til at væve med og hun brugte 110 gram. Men der var stadig noget tilbage. Jeg fandt en opskrift på en lille hjelm på Geilsk. Den strikkede jeg, men jeg brugte ikke en gang 10 gram, det ville blive mange hjelme.

Nå så strikkede jeg denne vest og der var brugt 24 gram!! Suk, jeg kom jo ingen vegne

 Og jeg tog hårdere midler i brug: dobbelt garn!!
Nu er garnet brugt til den sidste tråd :-) Men det er da også mange ting af sådan et cone.

søndag den 28. august 2016

Strik i Todbjerg

En dejlig dag i Todbjerg - vejret var skønt og arrangementet var bare godt og velplanlagt. Udstillinger, stande og work shops var placeret flere steder i byen og der fandtes et meget fint kort som gav et godt overblik. Byen var fyldt med glade strikkere og venlige Todbjerg-boere, som havde stillet WC, en lade, en mark og lign. til rådighed. Der blev solgt is, saft, kage rundt omkring og ved laden var der også en fin lille bod med flotte gamle glasting til fine priser.

Vi var til et hyggeligt foredrag med Annette, som giver håb om at vi også skal til Strik i Todbjerg næste år og der kommer flere gode bøger.

Der var mange spændende fristelser, men jeg havde også planlagt enkelte ting. Knitting Fool vidste jeg at jeg ville have, jeg synes der var nogle fine modeller i bogen, men selve ideen er jeg helt vild med. Ikke fordi jeg er specielt vild med Michael Kvium, men nok det at Annette er åben for inspiration alle steder og en anden dansk kunstner er bare skønt.

"Strik i stor stil" manglede i min samling, da jeg dog ikke kan passe disse størrelser. Men min svigermor snakker om at strikke noget til sig selv - eller lokke mig til det. Hun er vild med Tankestreg, som min egen mor også er. Men den er for lille til hende, men jeg havde tænkt på at der kunne være noget i denne bog. Men jeg tænker den taljerede Sildeben kunne være en god erstatning.

Også var "Strik i stor stil" på tilbud, så den kom altså også med hjem :-)

Jeg manglede en rundpind nr. 3 40 cm - jeg købte en ChiaoGoo. Nogle er vild med den andre bryder sig ikke om den. Nu skal den prøves.

Skal jeg købe garn? Hvad skal jeg købe`Jeg har jo garn nok! Jeg har også lige købt Mikko og valgt farver til en Dip Dye-sweater... Men jeg kiggede på det hele og til sidst besluttede jeg mig for at det skulle være fra Sanne Fjalland, jeg havde kigget på hendes modeller på nettet. Jeg have en udset med Feather eller Graphic, men der er faktisk flere gode når man ser dem i virkeligheden.

Til sidst fik jeg meget god støtte fra gode strikkere "You are worth it", "du fortjener det" og jeg endte i Sanne Fjallands stand og købte Feather - koksgrå bundfarve og gyldne fjer :-)

Jeg fik også valgt farver til Graphic - jeg har et fint kort med hjem med farvenumrene.


lørdag den 20. august 2016

Bobbelippilop

Jeg har øvet mig i at sige dette svære navn! For at lære det delte jeg ordet, jeg bemærkede at de sidste 5 bogstaver siger "pil op". Uuhh - desværre kom jeg til at pille op og starte forfra et par gange, men til sidst kørte det bare.
Det er en opskrift fra Geilsk og jeg har valgt at strikke den i Geilsk tynd uld, som jeg synes er meget holdbart efter strik. Jeg har brugt ca. 226 gram. Det bliver en dejlig sweater, den falder fint og jeg har vist lige et tørklæde som matcher.

Jeg meldte mig til KreaOL/Krealegene i disciplinen - "færdiggør en bluse" med denne bluse og jeg kom heldigvis fint i mål.