tirsdag den 30. august 2016

Det hele skal bruges

Jeg er sådan indrettet, at jeg godt kan lide at bruge rester helt op ;-)

I april 2015 købte jeg hos Garn10 dette cone coast for at strikke en Spacegirl. Der var 550 gram på på conet.
Det resulterede i denne dejlig bluse, som jeg har brugt utroligt meget og da jeg havde brugt den et stykke forlængede jeg den.

En jeg kender som væver en del lånte conet for at tage noget af det til at væve med og hun brugte 110 gram. Men der var stadig noget tilbage. Jeg fandt en opskrift på en lille hjelm på Geilsk. Den strikkede jeg, men jeg brugte ikke en gang 10 gram, det ville blive mange hjelme.

Nå så strikkede jeg denne vest og der var brugt 24 gram!! Suk, jeg kom jo ingen vegne

 Og jeg tog hårdere midler i brug: dobbelt garn!!
Nu er garnet brugt til den sidste tråd :-) Men det er da også mange ting af sådan et cone.

søndag den 28. august 2016

Strik i Todbjerg

En dejlig dag i Todbjerg - vejret var skønt og arrangementet var bare godt og velplanlagt. Udstillinger, stande og work shops var placeret flere steder i byen og der fandtes et meget fint kort som gav et godt overblik. Byen var fyldt med glade strikkere og venlige Todbjerg-boere, som havde stillet WC, en lade, en mark og lign. til rådighed. Der blev solgt is, saft, kage rundt omkring og ved laden var der også en fin lille bod med flotte gamle glasting til fine priser.

Vi var til et hyggeligt foredrag med Annette, som giver håb om at vi også skal til Strik i Todbjerg næste år og der kommer flere gode bøger.

Der var mange spændende fristelser, men jeg havde også planlagt enkelte ting. Knitting Fool vidste jeg at jeg ville have, jeg synes der var nogle fine modeller i bogen, men selve ideen er jeg helt vild med. Ikke fordi jeg er specielt vild med Michael Kvium, men nok det at Annette er åben for inspiration alle steder og en anden dansk kunstner er bare skønt.

"Strik i stor stil" manglede i min samling, da jeg dog ikke kan passe disse størrelser. Men min svigermor snakker om at strikke noget til sig selv - eller lokke mig til det. Hun er vild med Tankestreg, som min egen mor også er. Men den er for lille til hende, men jeg havde tænkt på at der kunne være noget i denne bog. Men jeg tænker den taljerede Sildeben kunne være en god erstatning.

Også var "Strik i stor stil" på tilbud, så den kom altså også med hjem :-)

Jeg manglede en rundpind nr. 3 40 cm - jeg købte en ChiaoGoo. Nogle er vild med den andre bryder sig ikke om den. Nu skal den prøves.

Skal jeg købe garn? Hvad skal jeg købe`Jeg har jo garn nok! Jeg har også lige købt Mikko og valgt farver til en Dip Dye-sweater... Men jeg kiggede på det hele og til sidst besluttede jeg mig for at det skulle være fra Sanne Fjalland, jeg havde kigget på hendes modeller på nettet. Jeg have en udset med Feather eller Graphic, men der er faktisk flere gode når man ser dem i virkeligheden.

Til sidst fik jeg meget god støtte fra gode strikkere "You are worth it", "du fortjener det" og jeg endte i Sanne Fjallands stand og købte Feather - koksgrå bundfarve og gyldne fjer :-)

Jeg fik også valgt farver til Graphic - jeg har et fint kort med hjem med farvenumrene.


lørdag den 20. august 2016

Bobbelippilop

Jeg har øvet mig i at sige dette svære navn! For at lære det delte jeg ordet, jeg bemærkede at de sidste 5 bogstaver siger "pil op". Uuhh - desværre kom jeg til at pille op og starte forfra et par gange, men til sidst kørte det bare.
Det er en opskrift fra Geilsk og jeg har valgt at strikke den i Geilsk tynd uld, som jeg synes er meget holdbart efter strik. Jeg har brugt ca. 226 gram. Det bliver en dejlig sweater, den falder fint og jeg har vist lige et tørklæde som matcher.

Jeg meldte mig til KreaOL/Krealegene i disciplinen - "færdiggør en bluse" med denne bluse og jeg kom heldigvis fint i mål.

tirsdag den 2. august 2016

Livstykkehjelm

Jeg fandt opskriften på Geilsks hjemmeside og øjnede muligheden for at få brugt nogle rester og så havde jeg et par små barselsgaver ved hånden - win-win!
Også på ind til min box med Geilsk garn faldt mit blik på en rest Coast - det kunne jeg da også bruge :-) Det blev der denne lille hue ud af og den er så fin og jeg brugte kun 10 gram coast. Opskriften findes kun i en størrelse, men jeg komemr til at lave flere - en fin lille gave og man kan få brugt nogle rester.



















Jeg har en Marie Osmond Doll og jeg tænkte
jeg lige kunne prøve huen på hende og hun er da fin med den.