fredag den 27. august 2021

Trekantraglan

 En raglan sweater med den fineste lille trekant. Jeg faldt straks for den - måske mindede det mig om bluser fra fortiden. Var UCLA-trøjer eller var det et andet mærke?

Jeg havde trævlet en bluse op, som var strikket i det fineste uld-/silkegarn fra Einrum og dte lå bare der og skinnede. Det besluttede jeg at strikke trekantsweateren i.

Det var et lidt sjovt strik, da vrangen vender udaf strikker man fra bagsiden. Da trekanten markeres med en skrå kant af retmasker skal man hele holde øje med "bagsiden", da man let kan glemme at der lige skal være vrangmasker på de steder. Selve trekanten er udfyldt med perlestrik.

Jeg har strikket str. 2 år på pinde 3 og 3,5 og brugt 102 gram garn.   

søndag den 15. august 2021

Scrappy striber

 Det var lige noget for mig, jeg har masser af fine rester og det er jo fedt at få brugt dem. Igen en model der går højt op i halsen - dejligt.

Som så mange andre vist har det elsker jeg at sætte farver sammen og jeg havde lavet en rækkefølge, men planer er jo til for at ændres. Jeg synes den lilla ville være for tung at gentage og på samme tidspunkt tog jeg en blå (med glimmer) og en grøn ud.

Derefter blev min striberækkefølge mere ad hoc, jeg lagde bare nogle stykker op af gangen og skiftede mening... Noget blev brugt op og striberne skulle jo glide lidt over i hinanden, jamen så blev der nødvendigt at hente et par hele nøgler i samlingen ;-) Godt de var der!

Opskriften er Scrappy striber fra Fifty fabulous og en rigtig god model til mig - jeg var ikke modig nok, jeg strikkede den lidt længere og sluttede med en rib, jeg kan ikke lide en rullekant forneden.Jeg har brugt 200 gram garn og ca. 833 m.

Jeg har blandet garntyper og fabrikater:

Malabrigo Yarn Sock

Slikpose fra Kaos Yarn

Superwash merino fra Painters Yarn * 2

Håndfarvet glimmeruld fra butik på Samsø

Håndfarvet BFL-uld fra butik på Samsø

Økologisk sommeruld fra Camarose

Arwetta Classic fra Filcolana

Alpaca fra G-Uld

BFL steps fra Garngalleriet

CottonWool 3 fra Gepard

mandag den 2. august 2021

VesterhavsT-shirt

 

Da jeg begyndte at se podcasts faldt jeg over Kirsten Brun som har KnitInColours og hun er skøn strikker med mange ideer. På grund af alvorlig stress kunne hun ikke læse opskrifter, så hun strikkede det hun selv fandt på og det resulterede i fine strikkeopskrifter.

Først faldt jeg for Vesterhavstrøjen og da Vesterhavs t-shirten kom kunne jeg slet ikke holde mig tilbage. Den ridstrikkede halsudskæring må holde halskanten tæt til halsen og det er lige noget for mig.

Kirsten strikkede selv en model med handfarvet garn, hvor der blev faded i mellem farverne. Jeg kiggede i boksen med mit 

håndfarvede garn og fandt først et nøgle fra Sysleriget: Garnkisten Signature.

Og som supplement synes jeg en relativt ensfarvet pink ville være flot i starten. Jeg havde en slikpose fra KAOS garn købt på Fiberfolk. Det mest ensfarvede og pink nøgle blev udvalgt - efterfølgende måtte jeg snuppe lidt af det andet nøgle.


Der var ikke mere jeg synes jeg kunne bruge i blandt det håndfarvede, så jeg hentede kassen med strømpegarn og der var flere nøgler af en flot grøn Arwetta. 

Det er så hyggeligt at kunne finde garnet til et projekt på lageret/i samlingen, så jeg gik glad i gang med strikkeprøverne. De drillede en del, så jeg strikkede og vaskede. Når resultatet ikke var tilfredsstillende pillede jeg aflukningen op og strikkede videre og vaskede igen.

Da jeg endelig kom igang kunne jeg næsten ikke stoppe igen, det var nok stribesyndromet ;-)

Faktisk har det været et meget hyggeligt strikketøj og jeg kommer til at strikke sådan en model igen.

Jeg har brugt:
32 gram pink håndfarvet KAOS Yarn fra en "slikpose" købt på Fiberfolk
68 gram Garnkisten BFL sock Signature
115 gram grøn Arwetta