Viser opslag med etiketten Vask. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vask. Vis alle opslag

tirsdag den 9. februar 2021

Farver i sort - en sweater frit efter Elm

 Jeg så en strikkeprøve i en facegruppe om håndfarvet garn, strikkeprøven lignende den jeg selv har lavet her. 


Jeg blev helt vild med alle farverne i det sorte og købte hurtigt 3 fed SW merino af LS-håndfarvet, som havde farvet garnet og lavet prøven. Det løber 400 m pr. 100 gram, så jeg var i tvivl om 2 fed/800 m ville være nok.

Efter jeg havde lavet en strikkeprøve lå garnet og lagrede og ventede på at jeg fandt en opskrift. Jeg vaskede strikkeprøven og den blev en anelse større i vask ca. en halv maske og det prøvede jeg at tage højde for.

Efter flere overvejelser besluttede jeg mig for at bruge Elm fra Lene Holme Samsøes bog "Mig og mini strik", dog uden bladene, da jeg ville have den enkleste sweater.
Jeg strikkede det håndfarvede garn sammen med 1 tråd kid-silk og 1 tråd silke/merino fra Design Club. Jeg strikkede på p. 6 og 8 og det tog ikke mange dage, før den sweater var færdig og klar til vask.

Min mand synes den var lige det mindste og lige kort nok.

Min vaskemaskine (Blomberg) er dårlig til uld, så jeg håndvaskede, trykkede forsigtigt vand ud, løftede yderst forsigtigt over på håndklæder og pressede vandet ud. Sweateren blev lagt til tørre på mine puslespilsbrikker. Jeg kunne se den var vokset alt for meget og var blevet helt slap

Jeg tror det sker fordi jeg ikke længere tør putte strik i min vaskemiaskine og vaskede den i hånden og det går næsten altid galt. Vandet rykker tilsyneladende i garnet. Jeg var dybt ulykkelig og enormt træt af det. 

Nu er trøjen tør og heldigvis blevet lidt mindre, men træls er det. jeg skal nok have en elastik i halsudskæringen, måske strammes på skulderen og det nederste af ærmerne strikkes om, så de bliver smallere.






lørdag den 10. september 2016

Vask og nye pulsvarmere

Ja det er korrekt - så var der en vask der gik galt.

Jeg havde samlet lidt sammen, min Look, en orange bluse i Cool Wool (superwash merino uld) og nogle pulsvarmere hhv. i cool wool og CottonWool. Planen var at vaske på det kolde uldprogram, som jeg bruger mest til mit strik.

Jeg puttede genstandene og uldvaskemiddel i maskinen og satte den i gang.....

Over en time senere lagde jeg mærke til at maskinen stadig kørte og fløj ud i bryggerset og ganske rigtigt maskinen stod alm. vask 30 grader.

Blusen og pulsvarmerne i Cool Wool havde det ikke godt, meget tætte og meget små.

De plejer ikke at kunne stå selv.

Jeg prøvede at redde begge dele med balsam, men det hjalp ikke synderligt.

Blusen er allerede smidt væk og det bliver disse også. Jeg slog op til et nyt par :-)


onsdag den 8. januar 2014

Athena gudedatter

Jeg købte garnet på min egen lille garnstafet på Læsø i juni og jeg vandt garnet op 1. nytårsdag. I går blev jeg færdig med at strikke, jeg mangler ganske lidt montering, men jeg tog et billede nu for at der ville være lidt lys, men det er ikke særligt meget. Det var faktisk lysere da jeg tog billedet.
Men her er den, meget skøn og varm. Den er strikket med Hedegarn og Klitgarn fra Læsø Uldstue med begge tråde. Jeg måtte fra p. 6 til p. 7 for at opnå strikkefastheden. Jeg har brugt 308 gram koksgråt Hedegarn (616 m) og 148 gram koksgråt klitgarn (591 m) og i råhvidt 105 gram Hedegarn (210 m) og 54 gram Klitgarn (215 m).

Jeg har ændret halsen til en "rigtig" rullekrave, ellers har jeg stort set fulgt opskriften.

Jeg kan rigtgit godt lide garnet, det var dejligt at strikke af og jeg er spændt hvordan det arter sig i vask. For et stykke tid siden har jeg skrevet en del om vask af uldgarn, da jeg havde  nogle dårlige oplevelser, i denne opskrift er der anvisninger på hvordan man skal vaske trøjen. Jeg  hæfter mig ved at de gør opmærksom at 1. hold skyllevand skal have samme temperatur, som det vand der blev vasket i. Den fejl har jeg garanteret lavet nogle gange

fredag den 25. oktober 2013

Blogdrama: vask af strikket kjole

Ja min kjole er jo færdig og jeg gik og kredsede om det med vask, der stod på banderolen at garnet må maskinvaskes på skåneprogram. Jeg var alligevel lidt nervøs, men kastede mig så ud i projektet. Nogen kan måske huske at jeg har belymret mig meget om vask, læs her, så kan du læse mine erfaringer, men også mange gode råd i kommentarerne :-)

O ve, o skræk, da jeg tog kjolen ud af vaskemaskinen var den enorm og jeg var ulykkelig. Jeg tog mig sammen og huskede det med tørretumbleren - ikke på skåne - normal.

Jeg tørretumblede - tog ud og målte og efter et par gange begyndte den at samle sig. Jeg tørretumblede et par gange mere så passede kjolen igen - undtaget ærmerne!

De var stadig længere end før. Alt for lange ærmer er pænt til oversize sweatre og lign.
Jeg turde ikke længere tørretumble, så jeg besluttede mig for at bruge min mors gamle trick med at trække en tråd ud:

Jeg målte og markede og trak an tråd ud
Begge ender blev klippet af så tæt på arbejdet som muligt. Jeg trak tråden løs og pillede det sidste ud med lidt lirken.




 

Så samlede jeg maskerne op på strømpepindene og strikkede den lille retkant.







Også passer mine ærmer også

        





Nu vil jeg strikke en rullekrave/cowl i det samme garn, så kan kjolen bruges på forskellige måder.


onsdag den 29. maj 2013

Jakke og mere vask

Så er den lille jakke vasket på uldprogram med 40 grader med et par dråber flydende uldvaskemiddel og absolut uden skyllemiddel, som det bliver frarådet. Skylle middel undgår jeg let, da jeg aldrig bruger det. Derudover puttede jeg jakken i en af de store vaskeposerfor at skåne den.

Jakken har beholdt sin struktur og er skøn blød, som det er dejlig til de små.

Har jeg bare strikket jakke? nej - pulsvarmerne kommer hurtigt på pindene og af igen, den seneste tids høst:

Derudover har jeg endelig slået op til en Parrot og i aftes blev jeg færdig med den lange "blonde"kant, så i aften skal der tages ind og strikkes ret :-)


mandag den 18. februar 2013

Uld, strik og vask

Da jeg var barn vaskede min mor alt strik i hånden, vandet blev trykket ud og det vaskede blev pakket ind i håndklæder og mere vand blev trykket ud. Da vi fik vaskemaskine fortsatte hun med dette, men begyndte også at skylle og slynge det vaskede strik i vaskemaskinen.Jeg troede at det var den bedste måde at vaske strik på.

Men jeg begyndte at ane at det måske ikke altid var sådan, både på grund af andres og mine egne erfaringer.

Jeg har oplevet tykke trøjer blive længere af håndvask - bare det at løfte dem fra badekarret til en balje for at flytte iul vaskemaskinen. Jeg er ret vild med det udtryk Supersoft har, men jeg har bøvlet med at få vasket spindeolien og lugten af det ud og jeg fik ikke den blødhed jeg hørte om. Jeg har oplevet Super Soft projekter krybe, blive lidt filtede på overfladen og vedblive at være lidt hårde og kradsende. Så hver gang jeg har været sammen med strikkere i den seneste tid har jeg udspurgt dem - hvad gør I? Hvad skal man?

Og de gode råd jeg har samlet sammen:
  • Det kan være at vaske bomuld med den temperatur der står på banderolen og det kan være 60 grader - bomuld kan nemlig blive hårdt fordi sæben ikke skylles ud.
  • Merino uld og silke-tweed må ikke strikkes på større pinde end det der anbefales på banderolen.
  • Vask på uldprogram - prøv din egen maskine af
  • Det der er "farligt for er ikke for varmt eller koldt vand - det er når det kommer fra en temperatur til en anden.
  • Put det strikkede i en strikkepose så kan man forhindre "filtningen" ved uld gnides i mod andet.
  • I torsdags var der en som sagde - jeg sætter altid min maskine på det kolde uldprogram
Jeg har lavet adskillige strikkeprøver for at finde en strikkefasthed så jeg kunne strikke Læsø (mere om det senere), og i dag besluttede jeg at de 2 strikkeprøver skal vaskes i vaskepose og på det kolde uldprogram. Inden jeg lagde dem i maskinen havde jeg tegnet dem af og efter vask har de bibeholdt deres form og størrelse. De er ikke helt tørre, men de virker mere bløde end hvad jeg hidtil har oplevet.

Jeg har også spurgt til vaskemiddel og der vaskes Super Soft med både uldvaskemiddel, hårshampoo og balsam.

Jeg har besluttet mig for fremover at vaske på det kolde uldprogram og med uldvaskemiddel.

Nu glæder jeg mig til masser af dejlige projekter i Super Soft og lignende :-)

Men det er ikke fordi jeg nu er ekspert, har du gode tips hører jeg det meget gerne :-)