Viser opslag med etiketten luksusstrikkeweekend. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten luksusstrikkeweekend. Vis alle opslag

mandag den 22. april 2024

Vinterbær strømper

 Igen et lod i Jaffelafs samstrik - denne gang et lidt lettere hulmønster, så de blev færdige med det samme. Der skal jo ikke blive for mange UFOer...

Denne gang brugte jeg garn jeg havde fået på Luksusstrikkeweekenden i 2023.

Et rigtigt fint sokkesæt fra Uldomsorg. Når jeg får sådan noget fint garn bliver dte gemt til en helt særlig lejlighed - faktisk rigtigt længe for projektet skal jo være helt særligt og det er sokker tilsyneladende ikke. Men nu skulle det være og jeg strikkede Vinterbær strømperne og de er blevet så fine.

Jeg brugte i alt 49 gram til min størrelse 36-fod.

De var forresten mit Knitathon-projekt.

Apropos Knitathon: I en live med Ina og Pia introducerede Ina begrebet museumsgarn for det garn, som man ikke kan nænne at bruge fordi det skal bruges til noget særligt.

Jeg må tage mig sammen, så jeg får brugt noget af mit museumsgarn for det har jeg virkelig en masse af.

søndag den 22. oktober 2023

Sæby summer socks II


 Til luksusstrikkeweekenden fik vi også garn fra ByKiilerich - et nøgle Happy Feet og et nøgle bomuld, begge fra Gazzal.

jeg mente at det ene nøgle strømpegarn kunne bruges til et par Sæby Summer socks. Sidste gang brugte jeg i alt 161 m og nøglet indeholder 165 m. Jeg besluttede at finde en kontrast til flæsen/blonden. Den fandt jeg på lageret.

Jeg synes blonden var lidt stram på mit første par, som jeg strikkede i str. S, så jeg slog op til str. M og efter blonden tog jeg ind igen - jeg synes nemlig de sidder ret godt på min fod.

Jeg vejede garnet løbende og kunne se at jeg nok ikke fik brug det hele, faktisk kunne jeg have sparet kontrasten, for jeg endte med at 39 gram Gazzal Happy Feet, hvilket svarer til 129 m. Jeg har altså stadig Happy feet på lager ;-)

Garnet virker lækkert og også meget elastisk, faktisk synes jeg at sokkerne så ret små ud. De trak sig især der hvor der er opsamlet til hæl. 

Det hjalp heldigvis at vaske og blokke dem, nu passer de fint. Jeg har strikket str. s (min fod er str. 36) også tidligere nævnte har jeg strikket blonden i str. M og taget ind.


torsdag den 12. oktober 2023

Edith kjole

 Til Garnstafetten var der en af butikkerne som havde nogle opskrifter liggende man bare kunne tage. En af dem var en kjole af Millefryd, den synes jeg var sød og nok noget for barnebarnet.

Det blev tjekket med moderen og det er noget for hende.

Garnet blev købt med rabat på luksusstrikkeweekenden hos Si-ki garn. I opskriften stod der at man skulle bruge 5 nøgler Sandnes Duo til str.  2 og 4 år. jeg synes nøglerne blev hurtigt brugt, så jeg lavede skørtet 1 cm kortere, men alligevel manglede jeg garn til den 2. "vinge". Et ekstra nøgle i en anden indfarvning, blev indkøbt hos Garnværkstedet.

Altid lidt irriterende når der ikke er garn nok - især når man køber det garn, som står i opskriften og jeg ikke har forlænget noget - tværtimod er skørtet 1 cm kortere end i opskriften.

Men  nu er kjolen færdig og vasket og den hænger og ser så pæn ud.

Jeg brugte 261 gram Sandnes Duo.