Viser opslag med etiketten Baby it's cold outside. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Baby it's cold outside. Vis alle opslag

søndag den 6. oktober 2024

Sweater fra Baby, its cold outside

 Endnu en julegave...

Da min niece fik sin datter fik hun er stor barselspakke og jule- og fødselsdagsgaver til sit barn.

Nu har nevøen også fået 2 børn, så nu er fødselsdagsgaverne skåret væk, men strikkede julegaver skal de have. Jeg manglede lige den sidste til Bjørn som bliver 1 år efter jul og til ham valgte jeg "Sweater" fra Susie Haumans "Baby, it's cold outside" og strikkede str. 12-18 mdr.

Den lyse er Højlandsuld og den mørke er supersoft, en meget mørkebrun, som jeg købte til Garnstafet 2023.

Jeg viste sweateren min søster, barnets bedstemor og hun sagde, at farverne var lige dem. Så de er i den naturlige kategori. Så bliver jeg glad for mit farvevalg til storesøsteren.

Jeg brugte:

78 gram af den lyse Højlandsuld

9 gram af den mørkebrune supersoft.



lørdag den 2. maj 2020

Kort dragt og kortærmet kort dragt

Jeg havde sagt til vores vordende mor, at hun bare skulle sige hvis hun faldt over noget hun kunne tænke sig til lillepigen. Hun sagde ikke så meget, bare at tingene godt måtte have farver og nævnte nogle specifikke farver. Så jeg har bare strikket hvad jeg synes om.
En dag sendte hun mig et billede og det fik mig til at tænke på "Kort Dragt" fra "Baby it´s cold outside". Den er strikket i Merilin og det har jeg ikke prøvet at strikke med, så det skulle prøves. Jeg bestille dette og Isager alpaca 1 og 2 hos Tøndering Strik. Og tænk, Charlotte ringede, skal ejg ikke bare bringe det ud på vejen hjem? Jeg sagde selvfølgelig ja tak.

Jeg strikkede den fine dragt og er meget tilfreds. Jeg brugte 64gram merilin og 3-4 gram cottonwool til lommer.

Så kom jeg til at kigge på billedet igen:

Og tænkte, at det kan jeg da vist gøre bedre. Jeg gik på lageret og fandt noget Geilsk bomuld og uld frem.

Jeg brugte samme opskrift, med i stedet for at tage 12 m til ærmne til jeg ind i stedet: 3, 2, 1, 1, 1 i hver side og fulgte ellers opskriften.
Jeg samlede masker op i ærmegabene og strikkede 3 rækker ret, så jeg fik 2 riller som i halsudskæringen.

Jeg brugte 66 gram bomuld og uld og 3 gram til lommerne. Næste forbedring skal nok være en længere knapstolpe?


torsdag den 30. april 2020

Lærke Bagger-style

Til Garnstafetten 2019 var jeg til et foredrag med Lærke Bagger og jeg begyndte at følge hende på Instagram. Jeg er vild med mine rester og jeg kan ikke nænne at skille mig af med og jeg er gået på opdagelse i dem mange gange for at finde en lille kontrastfarve eller kombinere garn til en lille bluse eller lign. I de seneste år strikket flere restebluser: her eller her eller her, en restetop og restehuer.

Da så vi blev hjemsendt og vi skulle til at strikke sammen hver for sig lagde også Lærke Bagger en opskrift ud på Instagram og en masse beskrivelser af hvordan hun gør. At lave en model hvor garnet er bundet sammen med knuder!! Hvad mon strikkepolitiet siger!! Men jeg fik lyst alligevel.
Først fandt jeg mine hvide rester frem - dem som kunne passe i strikkefastheden.
Så begyndte jeg at kigge i mine afklip og fandt en masse farver frem.
Det var ligesom at terningerne nu var kastet :-)
Lærke Baggers model er en kort, bred model og til en ung, høj og slank kvinde er det jo fint, men det går ikke til mig. Der udover er jeg ikke så god i hvidt længere så jeg besluttede mig for en børnemodel og valgte Susie Haumanns Lillebror fra bogen "Baby it's cold outside".

Jeg gik igang og tænkte at det hastede jo ikke, dte kan bare være sådan lidt mellem-hygge-strik. Det blev det ikke, jeg kunne ikke slippe det og jeg blev slet ikke træt den aften.
3 dage senere var den færdig og vasket.


Den var lidt længe om at tørre, men den består typisk af 3 tråde og er strikket på p. 5,5 og 6.
Trøjen vejer 310 gram.




Også tilsidst et billede af bagsiden, hvor man kan se alle knudrene, man skal vist klippe dem lidt længere ned, men det tror jeg ikke at jeg gør :-)