tirsdag den 20. december 2011

Ravelry og mig

De første mange gange jeg hørte om Ravelry var jeg noget tilbageholdende - puha engelske opskrifter, kunne jeg finde ud af det? Og hvordan gør man? Og er det ikke bare en tidsrøver?
Så blev jeg alligevel lidt hooked på at søge efter opskrifter og hos Fandango fik jeg hjælp til nogle engelske opskrifter.
Jeg fik meget glæde af at kunne følge andres projekter og begyndte nu at lægge min egne projekter ind, men lægge mit garn ind, Nej det var for meget. Men tanken modnedes...
Jeg besluttede, at lægge alt hvad jeg købte og så startet derfra - ja hvis du kigger på mit stash kan du se at jeg nu har lagt meget af mit lager ind. Ikke det hele for jeg har meget og rester på under et nøgle kommer ikke ind (siger jeg nu :-)). Jeg kan god se, at du har ret, Tine, det giver et super godt overblik over det garn man har når man skal lave noget og jeg kan også finde inspiration til projekter ved at kigge på mit stash. Så det har taget noget tid, men nu synes jeg ete er givet godt ud. Faktisk har jeg mere, men det vil blive stashed i et noget langsommere tempo.

Hos Fandango har vi flere gange snakket om hvad Ravelry betyder, man kan ikke finde en oversættelse hos Google translate.
Men den anden dag læste jeg en mail fra Knitting daily, hvor der stod: "unravel and then use the yarn for another prioject...". Ja, så tænker jeg at det betydre at trævle op, jeg googlede unravel og det kom frem som trævle.  Så måske det betyder trævlerier eller sådan noget?

søndag den 18. december 2011

Om tilblivelsen af nogle helt bestemte stumpebukser

Jeg fik denne mail:"Så har jeg fået af vide at jeg skal have en lille pige, hurraaa.
Jeg har fundet to billeder af ting jeg godt kunne tænke mig. Bukserne må gerne være i bomuld i rødorange og råhvid som på billedet, ca str 3 mdr, hvis du kan. Og trøjen er til Asger i str 2-3 år.... Tror du det kan lade sig gøre?"

Jeg sagde at det troede jeg da og da billedet af bukserne var fundet på en blog, søgte jeg mig frem til den. Jeg kunne ikke helt se hvor lange benene var så jeg skrev til Garn-iture og fik i første omgang at vide, at det var fra et ugeblad. Jeg ledte en del og fandt tilsidste frem til denne og fik igen en bekræftelse på at det var denne. Så i går aftes blev bukserne færdige ig jeg synes der rigtigt fine:
 Denne lille oplevelse har fået mig til at sende endnu en glad tanke til internettet og den store hjælpsomhed i blogland.

mandag den 12. december 2011

Huekonkurrencen

I går blev det også offentliggjort hvem der havde vundet i huekonkurrencen - og vinderen er flot mønsterstrikket hue med bl.a får - jeg har desværre ikke et billede af huen, på mit lange billede far igår ses den ikke så tydeligt, men det var en værdig vinder.
Men også en af mine huer blev præmieret - jeg blev placeret i gruppen som fik en 6-10. præmie og det er jeg rigtig glad for:



 Jeg vandt et gavekort på 50 kr. og de skulle selvfølgelig straks omsættes.

I Fandango lå en helt ny bog i vinduet og en bunke på disken: Naturlig strik af Ingalil Johansson og Ewa K. Andinsson, bogen har mange fine modeller og jeg var ikke den eneste som købte bogen.

For ikke så længe siden hørte jeg om magnettavler, det er en magnetisk tavle, som vist er lavet til broderi mønstre. Ideen er at man lægger sit mønster på tavler også er der en slags lineal som viser hvad man strikker på. Den valgte jeg også at købe.

søndag den 11. december 2011

Julestrikkecafé

Det er nu 3. år jeg deltager i strikkecafé hos Fandango - en dejlig adventssøndag, og jeg havde glædet mig for de 2 andre gange havde det været så hyggeligt. Det blev det også i år. Fandango har også haft en huekonkurrence i gang og jeg var lidt spændt på at se "deltagerne".
I løbet af ingen tid havde vi bænket med strikketøjet og snakken gik. Skønt! Kl. 14.00 kom Sidsels far og læste en julehistorie. Sidsels far er præst her i Aarhus. Det var en dejlig julehistorie, som handlede om en anderledes jul. Det var hyggeligt og der blev strikket koncentreret mens der blev læst højt.


Der var som der som regel altid lodtrækningspræmier og jeg tror der blev trukket indtil alle havde vundet en præmie.

tirsdag den 6. december 2011

På vej til pindene

En af de opskrifter jeg faldt for da jeg kiggede i Annette Danielsens "Strik en Ø" var "Samsø" inspirationen fra Annette Danielsens side er snorlige rækker af grøntsager på Samsø. Jeg ved ikke om der også er rødkål på Samsø, men jeg har valgt Lilla - dem der var til strikkecafé hos Fandango, den dag jeg købte garnet ved at farven er valgt efter nogle støvler som jeg ikke kunne lade være med at vise på bloggen.

PÅ billedte kan I se strikkeprøven og garnfarven og det med strikkeprøve giver mig anledning til at fortælle om en af mine aversioner - nemlig strikkeprøver i rib. Samsø er strikket i små snoninger så man egentligt strikker 2 ret og 2 vrang og de små snoninger på hver 6. pind. I opskriften er strikkefastheden angivet med 30 m rib. Ofte står der at man skal måle arbejdet let strakt - hvor meget er det? Det frustrerer mig hver gang jeg oplever det. Det står der ikke engang i denne opskrift, men skal jeg have 10 cmuden at strikke får jeg vildt mange masker - 38 m giver 8-9 cm - til, gengæld kan jeg strække det meget langt ud. Jeg ahr besluttet at vælge den pind hvor strikkefastheden passer i længden for man skal lave knaphuller m.m. efter hvor mange rapporter man har strikket.

Men det irriterer mig hver gang :-)

Hvad der nu hoppede af pindene..

Ja der skulle laves endnu en julekugle - jeg er ret vild med denne sort/hvide mønster over 2 sider
Philip, som bedst beskrives som vores svigersøn fylder 21 på torsdag, han skulle have et par sokker som nu er klar til indpakning. Jeg håber han bliver glad for dem, det er han blevet de andre gange.

søndag den 4. december 2011

Julekugler

Så har jeg strikker julekugler efter Arne og Carlos' anvisninger med det garn jeg vandt sammen med kalenderen i Bettekuns giveaway. Jeg har hygget mig meget med det og jeg synes julekuglerne er fine. De 2 der er på billedet er allerede væk - en til Mette og en til hendes mor - jeg var nemlig på besøg hos Mette, som var på besøg hos sine forældre i Vejle (Mette bor i Hamburg).

Ja man kan godt bruge et paradistræ, som fotomodel.

Tak for alle kommentarer vedr. en cardigan til min Karla - jeg læser og overvejer.