Jamen, nu faldt jeg pladask for den nyeste fra Lene Holme Samsøe - Sommer Ella. Jeg så straks at det var en model lige efter min smag: pænt høj i halsen og med rigtige korte ærmer - jeg er kuldskær og min overarme er bare ikke hvad de har været.
Jeg har masser af garn og projekter på lager, men denne skulle da straks laves. Jeg købte modellen på nettet og så, at City Stoffer havde tilbud på det garn som skulle bruges. Jeg orkede ikke lige at tage ind til byen - trafik og parkeringsplads - jamen det koster strikketid. Det var så heldigt, at hvis man købte for 300 kr. så var porto gratis. 2 ekstra nøgler i kurven også ordren afsted. Det var fredag - min pakke lå klar til afhentning lørdag. Fin service.
Jeg hentede garnet sidste søndag og gik straks i gang og nu er den færdig, mangler bare vask, men der er kø ved vaskemaskinen.
Jeg har strikket str. L og ifølge opskriften skulle man bruge 350 gram. Jeg strikkede den en lille smule længere og brugte lige præcis 350 gram Line vfra Sandnes, der var ganske lidt tilbage.
Det har været et dejligt strikketøj og garntykkelsen er medvirkende til at den er blevet hurtigt færdig. Jeg startede en søndag og blev færdig søndagen efter.
Jeg kunne godt finde på at strikke en til på et tidspunkt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar