torsdag den 22. februar 2018

Bifrosthue

Jeg kunne selvfølgelig slet ikke vente med at komme i gang med mit nyindkøbte garn, så jeg slog straks op til Bifrosthuen. Jeg er vild med de tynde striber i forskellige farver. Alpacaen er vidunderlig blød. Mit hovede måler lige under 56 cm i omkreds, så jeg strikkede den største som hedder 56-58 cm. Det skulle nok have været størrelse M.


Den er færdig og vasket og superblød og lækker, men jeg synes den er lige stor nok, men det er nok fordi den sidder anderledes på modellen på opskriftens billede. Jeg vaskede huen i hånden, trykkede vandet ud i et et håndklæde og lagde den til tørre liggende. Jeg er ret sikker på at den målte 21 cm inden vask, nu måler den 22,5 cm og det forklarer måske også noget.

Jeg har brugt 36 gram alpaka og har masse af broderegarn tilbage, jeg overvejer at strikke den igen i noget garn fra samlingen og så broderegarnet. Resten af alpaca'en? På instagram var der en som foreslog at jeg skulle lave pulsvarmere, det er jo en fremragende idé, så dem skal jeg lige udtænke :-)

lørdag den 17. februar 2018

Besøg hos Guld på gården

Tine og jeg havde besluttet, at vi gerne ville besøge G-uld på gården i Bredsten, jeg vågner altid tidligt, så jeg havde tid til at vaske og få strikket inden vores aftalte afgangstidspunkt.

Man får snakket godt på en 5 kvarters køretur, der er jo vejarbejde og masser af trafik, men vi tog det roligt. Vi ankom til den dejlige gård, som lever op til navnet "gård" med fine brosten og flere længer.

Der var dejligt varmt, meget hygge og mange fristelser



Der skulle vælges garn og farver og det er altid en meget hyggelig proces, men også krævende, ikke mindst når man har lidt med hjemmefra, som der også gerne skulle bruges lidt af.

Jeg så godt at der var en som kiggede på mig, men jeg genkendte hende ikke umiddelbart, men senere kom spørgsmålet om jeg ikke er hende med bloggen Strikkefryd. Det var hyggeligt - dejligt du gav dig til kende Joan :-)

Efter nogle hyggelige timer tog vi afsted igen med vores dejlige indkøb.

Jeg selv fik indkøbt et fint huekit: Bifrost, hvor jeg valgte en mørkere bundfarve. Jeg har beundret brugen af broderegarnet som små striber i huen. den glæder jeg mig til at strikke.













jeg har i længere tid syntes at jeg manglede en orange/rødorange bluse i min garderobe. Til det formål købte jeg disse 3 fed, som jeg skal have fundet det helt rigtige projekt til :-)


mandag den 12. februar 2018

Lille høstjakke

Høstjakken til mig selv er for længst gået til de evige uldmarker, den blev helt slidt, først i almindelig brugogså som hjemmejakke til evigt kuldskære mig. Jeg så allerede den gang, at der var en opskrift til børnemodellen i Maries Ideer og jeg havde nok af den blå. Opskriften findes også på Ravelry og sikkert også på pickles hjemmeside.

Esther bliver snart et år og jeg havde tænkt hun skulle have lidt strik i fødselsdagsgave. I min store garnoprydning fandt jeg noget babykid fra Lana Grossa i en blå farve som matchede perfekt. Begge dele fra min samling - skønt.
Det tog 4 dage, men det er jo dobbelt garn og så pind 6! Jeg er meget tilfreds, jeg synes den er så fin og meget blød. Jeg strikkede str. 2 år, men jeg synes den er lidt lille, så hun får den nu. Mit øjemål har dog før taget fejl ;-)

Jeg er noget i tvivl om anvendeligheden, da den ikke har knapper eller anden lukning, men det må vi se på, den er i hvert fald rigtig sød. Den er ikke for bred som jeg oplevede med den til mig selv., Jeg ændrede ærmerne, de skulle strikkes med ombukningskant, som den voksne, men jeg synes det bliver for klodset i det tykke garn og så lille en model, så jeg strikkede rib.

Garnforbrug
Drops loves you III (50 % alpaka og 50 % uld): 81 gram / 244 meter
Lana Grossa Babykid:  60 gram / 240 meter


onsdag den 7. februar 2018

All you knit is love

Jeg har allerede strikke flere eksemplarer af Grys jakke - 2 er gået til Esther, niecens datter og specielt den sorte med røde lommer faldt i meget god jord.














Vores egne unge mennesker og fætter/kusinerne er mellem 25 og 30 også 1 på 15. Flere er i forhold og på vej til at blive gift, så jeg tænkte at der kunne strikkes en drenge- og en pige jakke uden problemer, så ville der være en barselsgave til dem alleammen efterhånden som de melder sig.


Jeg har strikket den mindste størrelse og har brugt:
80 gram Blackhill højlandsuld
38 gram gram Blackhill silkmohair
og ca 1 gram rosa Holst supersoft

Og når vi nu snakker om det rosa supersoft så er det som om det ville strikkes af nu. Det blev fundet frem til lommen på Grys jakke og så blev det blev ved med at dukke op, blandt andet i en større oprydning/gennemgang af min garnsamling (tak @bykaae) og så har jeg bare haft fat i det så mange gange. Nu blev det vejet og stashet også slog jeg op til denne lille vest fra All You Knit Is Love

Jeg har brugt:
30 gram supersoft fra Holst garn.

Jeg oplever en gang i mellem at noget garn bare bliver ved med at dukke op, som om det bare vil bruges nu. Det lytter jeg selvfølgelig til og jeg nyder at strikke de fine ting og jeg får brugt lidt fra samlingen, som gerne må nedbringes. Jeg har strikket fra All You Knit Is Love flere gange og tænker nogen gange at jeg burde strikke modellerne fra ende til anden for de er bare så fine og så har man da et udvalg af fine ting til barselsgaver ;-)

Hvad jeg tidligere har strikket fra All You Knit Is Love


torsdag den 1. februar 2018

Classic

Den har været længe undervejs.

Jeg købte kittet hos Garnkisten til Garnstafetten 2016, men jeg synes jeg lige skulle have lidt ro til at starte alle de forskellige paneler, så den blev startet op sidst i oktober 2016. I november startede Geilsk en KAL med et sjal med nogle blomster, hvor man strikker 5 m sammen og strikker 5 m i en maske. Min skulder/nakke brød helt sammen og alle snoninger måtte lægges til side.
Jeg var så heldig at der var flere der tilbød at strikke sjalet færdigt for mig. Det tog jeg i mod.

Men Classic kom til at ligge mens skulder og nakke blev bedre, men så blev forhindringen at jeg skulle bruge tid på at finde ud af hvor jeg var kommet til og jeg udskød og udskød. sidst på 2017 kunne jeg mærke, at nu ville jeg gerne i gang med den også annoncerede Charlotte Kaae Strikkeløftet.
Jeg er generelt ikke til at lave den slags løfter, nytårsfortsæt fordi det kan stresse mig. Men efter moden overvejelse blev det mit strikkeløfte at færdiggøre min Classic i 2018.

Det er så sket nu :-)

Selvom der er meget snoninger og knuder kedede jeg mig ind i mellem, så det er altså blevet til nogle overstrikshandlinger ind i mellem. Når et sødt lille projekt var afsluttet og så strikkede jeg glad videre. Jeg ved ikke hvad der sker, men det virker for mig, så jeg slår altid bare op.





Jeg havde købt str. L og kittet indeholdt 18 nøgler og jeg har 140 gram tilbage, jeg tror jeg har overholdt alle mål. Jeg gik et nummer op i pinestørrelse, som det tit er nødvendigt.