søndag den 27. december 2015

Starling

Uhh, jeg var lidt nervøs! Nervøs for at jeg kunne få samlet min Starling rigtigt, Starling er en Helga Isager model, som findes i flere af hendes bøger. Den er strikket i lutter ret, 2 retriller med 1 tråd Duo alpaca og en tråd Rowan lace og så 2 retriller med 1 tråd Duo alpaca. Den ene tråd skulle altså være lace, men jeg synes ikke det behøvede at blive en for gennemsigtig model, jeg vil alligevel bare have noget på under :-)

Da det er retstrik strikker man ikke rundt, men frem og tilbage, så man kan strikke ret på hver pind, til gengæld skal sidesømmen syes sammen. Modellen strikkes oppefra og ned og så skal der også skrås i den ene skulder ved sidesømmen. Her lukkes med knapper. Da der strikkes både med 2 tråde og en tråd blev jeg ret bekymret fpr at jeg kunne samle det pænt.
Der er mere drama. jeg troede jeg havde købt 300 gram Duo alpaca, måske vildledt af at jeg havde vundet dem op i 3 nøgler, så da jeg skulle i gang med ærmerne kunne jeg se at der ikke var garn nok. Suk! Jeg tænktre alle mulige triste tanker, men jeg gad ikke trævle op. jeg søgte på Ravelry og tænk jeg fandt noget en strikker, jeg tit strukker sammen med og Tina kunne undvære garnet. Tak Tina!

Så gik det fremad igen og jeg strikkede så meget jeg kunne. Den skulle selvfølgelig være færdig, men jeg ville igang med at montere og se om jeg kunne få det til at passe.

De 200 gram Duo alpaca har jeg købt til Garnstafet hos Ingers, jeg havde nogle planer med det som ikke holdt og så blev det Starling og til den købte jeg Rowan lace hos Garnkisten til receptionen - og ja, det er den samme butik. Nu har Tine overtaget den og til første strikkecafé købte jeg fine perlemorsknapper.

Jeg har brugt 230 gram Duo alpace og 96 gram Rowan lace og jeg har fået en bluse jeg et tilfreds med.


mandag den 14. december 2015

En julegave

Jeg har måske ind i mellem nævnt fitnesspigerne, det er dem der har været på tur til Sydfrankrig og haft et par dejlige pigeture. Fitness-pigerne kunne altså ikke nøjes med at mødes til fitness og rejser. Så vi "stiftede" også rejekællingerne så vi kan mødes. Der er fast menu - rejer også laver de fleste en dessert. Det skal være nemt når det typisk er en hverdag, men rejer smager jo godt. For et års tid siden blev rejekællingerne udvidet med endnu et par rejekællinger.

Det er så en af rejekællingerne som spurgte om jeg vil strikke en julegave for hende - hendes bror vil gerne have en "Sarah Lund"-sweater sagde hun. Jeg sagde ja, da jeg tænkte at en Sarah lund sweater nok skulle være til at overskue. Vi har aftalt en strikkeløn, så jeg har til størstedelen af en Hanne Falkenberg-model. Der er 2 jeg har lyst til at strikke.

Det viste sig at broderen er en lille mand med et brystmål på 94 cm og ikke ville have den længere end 54 cm. Vi blev dog enige om at 54 cm er for kort, så den bliver 60 cm - så det er ret overskueligt.
Rejekællingen tog en turne i byens garnforretninger og fandt denne
Nå så er det vist ikke længere en Sarah Lund - det blev en Mads Nørgård-inspiration :-)

Garnet er købt hos Tøndering: Hjelholt's Håndværksgarn. Rejekællingen havde købt Arwetta som kontrastfarve, det var bare for tungt. I mine gemmer havde jeg et nøgle neonorange Bravo - acryl, men det fungerede.

Jeg fik ikke en opskrift med til denne model, men en anden og samtidig passede min strikkefasthed ikke i højden, så der blev regnet en del. Nu er den færdig og jeg er tilfreds - nu må vi håbe broderen også bliver det. Målene passer :-)

Forbrug:
Råhvid Håndværksgarn: 215 gram
Koksgrå Håndværksgarn: 180 gram
Orange Bravo: 11 gram.

Det har skam været et hyggeligt strikketøj, men jeg kan mærke det er hyggeligere at strikke noget jeg bestemmer over :-)


Her er et billede af den rigtige sweater, men uvasket da solen skinnede i går, så det var muligt at fotografere. Den ligger nu og tørrer på badeværelsesgulvet.